Det kan der ske på transfervinduets sidste dag

Rune Stentoft Arlbjørn - 05.10.20

© Getty Images

Så viser kalenderen den 5. oktober og det betyder, at det er transfervinduets sidste dag for denne omgang. Meget kan nå at ske i Barcelona og her får du overblikket over hvad der kan ske på Camp Nou.

Normalt plejer der ikke at være travlt for Barca på transfervinduets sidste dag, men i dag er en undtagelse for catalanerne, da flere spillere kan komme til klubben og flere spillere kan forlade klubben. Der kan komme op til to tilgange, mens op mod fire spillere kan forlade Barca.

Mulige tilgange til klubben:
Der to positioner, som Ronald Koeman ønsker forstærkning til. Det drejer sig om en central angriber og en central forsvarspiller. Der er to navne på bordet i form af Lyons angriber Memphis Depay og Manchester Citys forsvarsspiller Eric García.

Rygterne har længe gået på, at Barca ville hente Depay denne sommer. Søndag aften bekræftede Lyons sportsdirektør, at det mest sandsynlige er, at hollænderen skifter til Barca i dag. Han bekræftede også, at Depay har lavet en aftale med Barca.

Derudover skulle Barca have budt 12 mio. euro for forsvarsspilleren Eric García, der tidligere har spillet hos catalanerne på La Masia. Manchester City kræver dog 30 mio. euro for catalaneren. Barca afventer at få solgt Todibo, så de kan få flere penge til at forhøje deres bud på Eric García.

Mulige afgange fra klubben:
Der er hele fire spillere, der kan forlade Barca på transfervinduets sidste dag. Det mest sandsynlige scenarie bliver dog nok, at kun én spiller forlader Barca. De fire spillere er Todibo, Dembélé, Rafinha og Umtiti.

Todibo er den spiller, som har størst chance for at forlade Barca. Fulham er klar til at købe ham for 18 mio. euro og Barca er klar til at sælge, men i mellemtiden er Dortmund kommet ind i billedet om den unge franskmand. Tyskerne tiltaler Todibo mere, men Dortmund er ikke klar med nær så mange penge som Fulham, hvilket komplicerer et salg.

Det er også en mulighed, at Dembélé forlader Barca i dag. Hvis det bliver en realitet, så bliver det til Manchester United. Englænderne skal købe franskmanden for en pris på omkring 73 mio. euro.

Når det kommer til Rafinha, så har det hele tiden stået klart, at han ikke indgår i Ronald Koemans planer. Han har været på vej væk hele transfervinduet, men ingen klub har været villige til at betale de 16 mio. euro, som Barca kræver for ham. Der er en lille chance for, at Rafinha når at forlade Barca her i dag eller i aften.

Den fjerde spiller som kan forlade Barca i løbet af dagen er Umtiti. Barca vil af med den skadesplagede forsvarsspiller på grund af hans massive løn, men ingen klubber har indtil nu været villige til at tage chancen med franskmanden. Vi må se om en ny klub kommer på banen i løbet af dagen.

Der er dermed meget der kan ske i Barca i dag og i aften, når det kommer til både tilgange og afgange. Her på fcbarcelona.dk følger vi tæt med i 'transfer deadline day' og så snart der sker noget nyt, så kan du læse om det her på siden.

.:FORSIDE:.