Det bedste og værste fra sæsonens liga

Christoffer Alexander Dela-Westerberg - 21.05.19

© Getty Images

Igen i år kan Barca kalde sig spanske mestre efter en overvejende stabil La Liga-kampagne, som dog også til tider har budt på skuffelser. Vi tager her et overblik over liga-sæsonen der gik.

Barca sikrede sig klubbens 26. spanske mesterskab, den anden ligatitel i streg med Ernesto Valverde ved roret. De sluttede med historisk mange point ned til Real Madrid og Messi blev endnu en gang topscorer og ligger stærkt i feltet til at vinde den gyldne støvle.

Vi starter med at gennemgå ligasæsonens positive kendsgerninger.

Endnu et mesterskab i hus
Barca generobrede den spanske mesterskabspokal uden videre komplikationer. Holdet vandt 34 ud af 38 kampe og kom aldrig ned under andenpladsen i løbet af sæsonen. Mesterskabet var allerede i hus med tre kampe tilbage på programmet, hvilket gav Valverde mulighed for at holde sine vigtigste spillere i topform til de afgørende semifinaler i Champions League og Copa del Rey-finalen.

Messi løb igen med Pichichi-prisen
Det stod tidligt i forløbet klart, at Messi ville vinde sin sjette Pichichi - den spanske topscorer-titel. Messi udlignede dermed Telmo Zarras rekord og vandt med sine 36 mål prisen for tredje sæson i træk. Barca blev samtidig ligaens mest scorende hold, og lykkedes med at score i samtlige kampe på nær tre - i kontrast til både Atlético Madrid og Real Madrid, der gik målløse igennem henholdsvis seks og ni kampe.

Fem akademispillere fik ligadebut
Fem talenter fra La Masia fik debut i sæsonens løb: Riqui Puig, et af de mest lovende talenter fra B-holdet, Moussa Wagué, Abel Ruiz, Alex Collado og Carles Pérez.

19 point ned til Real Madrid
Barca sluttede sæsonen med historisk mange point ned til ærkerivalerne fra Madrid. Den tidligere rekord lød på 17 point og indtraf i både 2017/18-sæsonen samt 1984/85. Derudover lykkedes det Barca at besejre Real Madrid begge gange de to hold mødtes i ligaen med en samlet målscorer på 6-1.

Alt var dog ikke lutter idyl hele sæsonen igennem, og vi gennemgår her nogle af sæsonens skuffelser i ligaen:

Defensive problemer
Til trods for endnu en blændende sæson af Ter Stegen på i målet samt en solid forsvarsduo bestående af Piqué og Lenglet, havde holdet i flere perioder defensive vanskeligheder. Barca endte med at indkassere 36 mål, hvilket er syv mere end i sidste sæson, og 15 flere end da man i 2014/15 vandt The Treble under Luis Enrique. Ter Stegen har fortsat sin første Zamora-trofæ til gode, og både Atlético Madrid, Valencia og Getafe lukkede færre mål ind end Barca.

Vinterens spillerkøb
Kevin-Prince Boateng og Jeison Murillo blev hentet ind i januar for at forstærke truppen og aflaste stamspillerne. Ingen af dem endte imidlertid med at tilkæmpe sig nogen betydelig rolle. Boateng nåede at spille tre ligakampe uden at score et eneste mål, og Murrillo fik endnu mindre spilletid og kom kun i aktion mod Heusca og Celta Vigo. Begge virkede i den grad fejlcastet til opgaven.

Coutinho og Dembélé
Barcas to dyreste spillere nogensinde mangler fortsat endegyldigt at bevise deres værd. Coutinhos form har været svingende og den rekorddyre brasilianer har haft mere end svært ved at slå igennem i de vigtige kampe, hvorfor han ved flere lejligheder har fået tilhængernes vrede at føle. Coutinho endte med at score ni mål i 34 ligakampe og rygtes allerede væk fra klubben.

Dembélé startede sæsonen i massiv modvind som følge af manglende disciplin. Franskmanden lykkedes dog efterfølgende med at give prøver på sit store potentiale og udviklede sig til et vigtigt offensivt kort qua sin høje fart og målsøgende spil. Det varede dog ikke længe inden franskmanden endnu gang blev tynget af tilbagevendende skader, hvilket satte en stopper for hans ellers opadgående udvikling. Dembélé endte ligesom Coutinho med at score ni ligamål, dette var dog fordelt i 29 kampe.

Holdets spillestil
Noget der helt sikkert har skuffet mange fans, er holdets mere pragmatiske spillestil under Ernesto Valverde. Boldbesiddelse og dominans har ikke været på det niveau som man forventer at se i den catalanske klub.

.:FORSIDE:.