fbpx
Annonce

Derfor måtte Sergi Roberto droppe FIFA-turnering

FCBARCELONA.DK - 22.03.20

© Getty Images
// Sergi Roberto

Få minutter før Sergi Roberto skulle repræsentere Barca i FIFA-turneringen hvor alle ligaklubber deltager, måtte han melde fra. Det skabte undren, men det viste sig hurtigt at være en forklaring.

FIFA-turneringen, hvor en spiller fra hver ligaklub deltager, har fået enorm opmærksomhed på nettet og mange tusinde fulgte med i går aftes, da 1/8 finalerne blev spillet. Den sidste af dem var opgøret mellem Eibar og Barca, repræsenteret ved Edu Expósito og Sergi Roberto. Her sad mange klar foran skærmen, men få minutter før kampstart kom meldingen om, at Sergi Roberto havde meldt fra.

Sergi Roberto havde på forhånd fået Barcas tilladelse til at deltage som privatperson, da der ikke var tale om noget officielt arrangement. Der var reelt blot tale om en gang computerspil over nettet, med det velgørende formål, at samle ind til dem der er økonomisk ramt af Corona-krisen.

Billedet ændrede sig dog, da La Liga organisationen besluttede at sponsere turneringen. Dermed fik det hele lige pludseligt et mere professionelt og officielt præg.

Barca har spiludvikleren Konami og spillet Pro Evolution Soccer som officielle sponsorer og derfor er det ikke tilladt for Barca-spillerne, at reklamere for eller at deltage i arrangementer for konkurrerende virksomheder eller spil, når de repræsenterer klubben. Det vurderede man at Sergi Roberto gjorde, da La Liga gik ind i arrangementet.

Sergi Roberto kunne godt have valgt at deltage, men han kom angiveligt i tvivl om det rent juridiske, muligvis ved at rådføre sig med Barca og derfor måtte han i sidste øjeblik melde fra. Man ønskede ikke at risikere en konflikt med Konami.

Sergi Roberto og Barca tabte derfor opgøret mod Eibar uden kamp og det hele blev lidt en fuser, set med Barca-briller.

.:FORSIDE:.