Derfor har Valverde Arnau Tenas med til Eibar

FCBARCELONA.DK - 18.10.19

© Getty Images

Det kom som en stor overraskelse, at den kun 18-årige målmand Arnau Tenas for første gang nogensinde i går blev udtaget til førsteholdet, til lørdagens kamp mod Eibar. Der er dog en logisk forklaring - læs med her.

Arnau Tenas er et stort målmandstalent der vogter buret hos Barcas ynglingehold Juvenil A, hvor han blandt andre er holdkammerat med Ansu Fati. Ingen havde dog gættet på, at den unge keeper ville blive udtaget til kampen mod Eibar.

Tenas deltog ikke ved førsteholdets træning torsdag aften, men det gjorde B-holdets Iñaki Peñá derimod. Han var til gengæld ikke med, da Valverde efter træningen udtog sin trup til lørdagens udekamp, men det var Arnau Tenas helt uventet.

Baggrunden for udtagelsen af Tenas er, at Valverde vil have en ekstra målmand med til Baskerlandet, udover Ter Stegen og Neto. Holdet skal træne en enkelt gang senere i dag og hvis en af de to førsteholdskeepere bliver skadet, vil der blive brug for en tredje målmand.

Valverde kunne have valgt at udtage Iñaki Peña som den ekstra gardering, men da B-holdet har en meget vigtig kamp i weekenden, har Barca-træneren i stedet valgt at tage Tenas med.

Forventningen er at både Ter Stegen og Neto undgår skader og derfor bliver der næppe brug for Tenas, heller ikke til en plads på bænken, men den unge keeper får sig en stor oplevelse.

.:FORSIDE:.