Derfor har Barca mistet terræn i kampen om De Ligt

Christoffer Alexander Dela-Westerberg - 16.06.19

© Getty Images

Alt pegede på, at De Ligt skulle følge i De Jongs fodspor og skifte til Barca. Med ét tog forhandlingerne dog en uventet drejning, og mere og mere indikerer nu, at handlen er gået i vasken - men hvorfor?

Barcas plan var at lukke en aftale med Ajax' forsvarskomet, Matthijs de Ligt, lignende den man forinden havde lavet med holdkammeraten, Frenkie de Jong. Årslønnen skulle ligge på noget i omegnen af seks mio. euro, men dette skulle vise sig langt fra at være nok.

Det hele startede i februar måned. Catalanerne nåede hurtigt til enighed med Ajax, hvorfor man fik lov til at påbegynde forhandlingerne med spilleren selv. Det lod til, at det eneste, der spændte ben for at sikre sig hollænderens underskrift med det samme, var Ajax' imponerende bedrifter i Champions League.

De Ligt var bekymret for den reducerede spilletid et skifte til Camp Nou ville afstedkomme, men var angiveligt klar til at kæmpe for pladsen i forsvarskæden og lære af hans mere erfarne holdkammerater. Derudover var det faktum, at De Jong allerede havde underskrevet en kontrakt med Barca, ligeledes en stor motivationsfaktor.

Som ugerne gik havde parterne dog fortsat ikke held med at nå til enighed, og Ajax' sejrstogt i Champions League fik flere storhold til at melde sig ind i kampen. Ind fra højre kom Juventus pludselig med et løntilbud i omegnen af 10 mio. euro per sæson, altså 4 mio. mere end Barca var villige til, og dertil muligheden for at spille sammen med Cristiano Ronaldo.

Dette fik De Ligts repræsentanter til at bede Barcelona om at genforhandle spillerens lønvilkår. Man foretrak et skifte til Catalonien frem for Italien, men forlangte de samme betingelser, som Juventus tilbød. Barca afslog prompte og nægtede at lave om på den mundtlige aftale, man allerede havde forhandlet på plads.

Midt i al polemikken blandede PSG sig med et astronomisk løntilbud på 12 mio. euro. Siden da har der angiveligt ikke været nogen kommunikation mellem Barca og De Ligt. Alt peger i øjeblikket på, at pariserne løber med stortalentet, men man har fortsat et spinkelt håb i Barcelona om, at hollænderen vægter catalanernes sportslige projekt samt muligheden for at spille i den spanske liga højere end PSG's enorme pengepose.

.:FORSIDE:.