fbpx

Derfor er Rodri en kæmpe prioritet hos Flick

Aamer Al-Khatib - 10.08.26

 


Barca ser ud til at have skruet op for ambitionerne i jagten på verdensmesteren Rodri. Den spanske landsholdskaptajn vurderes at kunne tilføre holdet vigtige aspekter med sin store erfaring fra allerhøjeste niveau.

30-årige Rodri kommer med en enorm erfaring fra toppen af europæisk fodbold, og hans profil kan samtidig løse flere af de udfordringer, Hansi Flick står med i sin trup, særligt med Frenkie de Jongs langvarige knæskade.

Artiklen fortsætter under annoncen


Behovet handler dog ikke nødvendigvis om, at Barca mangler en defensiv midtbanespiller. Marc Bernal er fortsat udset til at få en større rolle, mens andre spillere også kan udfylde positionen, men Bernal er stadig kun 19 år, og netop derfor kan Rodri være den perfekte mentor. Hvor den unge catalaner fortsat skal udvikle sit spil, kommer Rodri ind som en færdigudviklet spiller med et niveau, som få på hans position kan matche.

Rodris betydning rækker samtidig langt ud over det taktiske. Han er en naturlig leder og har gennem flere år været en central figur på allerhøjeste niveau. Med Frenkie de Jong ude i længere tid og Ronald Araújo på vej til Liverpool på en lejeaftale kan Barca få brug for en ny stærk stemme i omklædningsrummet. Her vil Rodri kunne bidrage fra første dag og potentielt også spille sig ind i anførerhierarkiet.

En anden stor fordel er, at Rodri kan give Flick mulighed for at rotere langt mere effektivt på midtbanen. Barca har i de seneste sæsoner været meget afhængige af Pedri, særligt når de afgørende kampe skulle spilles. Med Rodri til rådighed vil Flick kunne give Pedri og de øvrige profiler flere pauser uden nødvendigvis at miste kontrol og stabilitet. Det kan blive afgørende i en sæson, hvor Barca igen skal kæmpe på flere fronter.

Samtidig vil Rodris tilstedeværelse kunne frigive de offensive kræfter. En defensiv midtbanespiller med hans evne til at læse spillet, vinde bolde og kontrollere tempoet kan give Pedri, Lamine Yamal og de øvrige offensive spillere større frihed til at tage chancer fremad banen. Samtidig vil et skifte svække en direkte konkurrent, for her er kendsgerningen, at Real Madrid også har været interesseret i spanieren. Barca vil dermed både styrke sig selv og forhindre en rival i at hente en af verdens bedste spillere på positionen.

Det store spørgsmål er økonomien. En transfersum på langt over 60 millioner euro vil være betydelig for en spiller, der allerede er fyldt 30 år, selvom Rodri fortsat befinder sig på et meget højt niveau. Hvis Deco kan forhandle en aftale, der holder prisen på et fornuftigt niveau, er det dog svært at se, hvorfor Barca ikke skulle gå efter muligheden. Rodri kan ikke alene levere kvalitet på banen, men også erfaring, lederskab og den stabilitet, der kan løfte Flicks hold i de afgørende kampe.

rodri2
© Getty Images

// Rodri
.:FORSIDE:.