Der krydses fingre for at Koundé ikke er skadet
Søren Wennerwald - 22.12.25
Da Jules Koundé måtte humpe fra banen med 10 minutter tilbage af opgøret mod Villarreal, var der mange, der blev bekymrede, for franskmanden er vigtig for Barca. Nu krydses der fingre for, at han ikke har pådraget sig en skade.
Det var Koundé selv, der bad om at komme ud. Han satte sig ned på banen med en opgivende attitude og så medtaget ud, da han humpede ud af banen og blev afløst af Marc Casadó.
Artiklen fortsætter under annoncen
Efterfølgende nedtonede Hansi Flick problemerne, da han holdt pressemøde efter kampen. “Jeg tror, han er ok. De seneste tre dage har han haft problemer og været syg. Han mærkede nogle kramper, og vi laver tests, når vi kommer til Barcelona, men det virker ikke alvorligt. Det håber vi,” lød det.
I dag skal Jules Koundé undersøges nærmere af klubbens læger, og her vil det blive fastslået, om der er tale om en egentlig skade eller blot træthed og overbelastning efter en hektisk periode.
En muskelskade vil være rigtig skidt nyt, for dermed risikerer Koundé at gå glip af Supercopa España i starten af januar, hvor sæsonens første titel afgøres. Franskmanden er indiskutabel på Hansi Flicks mandskab, og derfor vil det være et kæmpe handicap at skulle undvære ham. Derfor krydses der fingre for, at han ikke er skadet.
© Getty Images// Jules Koundé