Dengang Lautaro Martínez kunne være skiftet til Barca
FCBARCELONA.DK - 21.04.25
// Lautaro Martínez
Barca står overfor to svære semifinaler i Champions League mod Inter. En af deres helt store profiler er angiberen Lautaro Martínez, som Barca var meget tæt på at hente tilbage i 2020, men som Covid 19-pandemien forhindrede.
Lautaro Martínez var længe et brandvarmt emne hos Barca allerede i 2019 og interessen var gensidig, for argentineren drømte om at spille sammen med sin landsmand Lionel Messi. Barca skulle finde en arvtager til Luis Suárez og Lautaro Martínez var den udvalgte til opgaven.
Inter havde dog ingen intentioner om at slippe Lauraro Martínez, men i foråret 2020 kom der et gennembrud i forhandlingerne. Der blev afholdt et møde i midten af marts måned, hvor man aftalte en transfersum på 60 mio. euro. Det fortæller avisen Mundo Deportivo.
Det var dog netop i de dage at verden begyndte at lukke ned på grund af Covid 19 og i Barcelona kunne man se massive indtægter forsvinde. Klubben valgte derfor at undlade at gennemføre handlen og Lautaro Martínez fik ikke drømmen om Barca opfyldt.
Siden har angriberen forlænget med Inter og er samtidig blevet holdets anfører. Han er i gang med sin syvende sæson i klubben og har rundet 325 kampe, hvor det er blevet til 150 mål.
Nu står han så overfor den klub, som han var millimeter fra at skifte til i sommeren 2020.
© Getty Images