Denne spiller i verden minder mest om Messi

Christoffer Alexander Dela-Westerberg - 22.05.19

© Getty Images

Der findes kun en Lionel Messi og han er umulig at kopiere. Alligevel har fodboldstatistik-firmaet Driblab forsøgt at finde den spiller i verden, der læner sig tættest op ad argentineren rent spillemæssigt.

Driblab har udviklet en model, der skal gøre det lettere at sammenligne spillere og finde ud af, hvem man bør købe. I den forbindelse lancerede firmaet forleden hvilken spiller i verden, ud af 71.600 profiler og 2.300 forskellige hold, der minder mest om Lionel Messi. Ved denne lejlighed skal man et smut til Premier League, nærmere bestemt til Chelsea.

Resultatet viser nemlig, at Eden Hazard kommer tættest på argentineren. Den driblestærke belgier, der længe er blevet rygtet til Real Madrid, har i følge beregningerne et sammenligningsgrundlag på hele 92,7 procent med argentineren. Herefter følger PSG's Kylian Mbappé og Manchester Citys Sergio Agüero med henholdsvis 91,3 og 91,1 procent sammenlignelighed.

Modellen tager afsæt i 12 forskellige spilfacetter. Her tæller spillerens indflydelse på spillet, målgennemsnit per skud, forventede antal mål per kamp, skudforsøg, boldberøringer i modstanderens felt, antal assists per kamp, nøgleafleveringer, boldtab, genpres, succesfulde afleveringer, vellykkede driblinger samt gennemførte afslutninger.

Hazard formår at overgå Messi i tre ud af de 12 kategorier: færrest boldtab, genpres og vellykkede driblinger. Verdens bedste fodboldspiller dominerer ikke overraskende de resterende ni facetter.

.:FORSIDE:.