Den gyldne generation 2007 er nutid og fremtid
FCBARCELONA.DK - 06.03.26
La Masia bliver ved med at udklække kæmpetalenter, men det er sjældent, at tre spillere fra samme årgang får hovedroller på førsteholdet. Det sker dog lige nu, for Yamal, Cubarsí og Bernal er alle fra 2007 og har spillet sammen længe.
Lige nu stråler generation 2007 i FC Barcelona. Marc Bernal, Pau Cubarsí og Lamine Yamal deler ikke kun fødselsår, men også en fælles spilforståelse, stil og opvækst på La Masia, som nu har ført til deres store gennembrud på Barcas førstehold.
Artiklen fortsætter under billedet

De tre talenter personificerer FC Barcelonas klare satsning på egne rækker. Som 18-årige har de efter mange år i ungdomsafdelingen taget alle med storm og begejstret med deres blændende spil.
Det er efterhånden længe siden, at de tre catalanere landede med et brag på førsteholdet, men de har leveret glæde og succes til blaugrana lige siden tiden i La Masia. Trioen har fulgtes ad gennem flere årgange på akademiet. Helt specifikt spillede de sammen på Alevín A i sæsonen 2018/19, på Infantil B i 2019/20 og på Infantil A i 2020/21. I deres første fælles sæson i La Masia var Lamine Yamal topscorer, mens Pau Cubarsí og Marc Bernal var faste støtter på et mandskab, der vandt samtlige ligakampe, de stillede op i.
Selvom de knap er fyldt 18 år, virker det som om, at Lamine Yamal, Pau Cubarsí og Marc Bernal har spillet hele livet på Barcelonas bedste mandskab. I hver eneste kamp viser de deres kampafgørende kvaliteter i hver deres kæde. FC Barcelonas forsvar, midtbane og angreb er i den grad i gode hænder hos disse tre eksponenter for årgang 2007.
Generation 2007 ligner den vertikale akse på holdet i mange år frem og Barcas nutid og fremtid er sikret med disse tre navne fra La Masia.


// Lamine Yamal // Pau Cubarsí // Marc Bernal