fbpx
Annonce

Dembélés læge: 'Skaden mere alvorlig end den i 2017'

FCBARCELONA.DK - 12.02.20

// Ousmane Dembélé

Ousmane Dembélé blev opereret for sin lårskade i går og lægen der foretog indgrebet lægger ikke skjul på, at der er tale om en alvorlig skade, hvor der kan være risiko for, at det samme sker igen.

Det var Lasse Lempeinen der førte kniven på den anerkendte læge Sakari Oravas klinik i Finland. Orava var også til stede ved operationen, ligesom Barcas læge Ricard Pruna var det. De tre står sammen med Dembélé på ovennævnte foto, der er taget efter operationen. Det er Lempeinen i den hvide kittel.

Det var også Lempeinen der operede Dembélé i 2017 for en skade i det andet lår, hvor der fulgte en pause på fire måneder. Efter operationen i går kom lægen med en kommentar til medierne.

'Dembélés operation gik godt og efter planen. Skaden var præcis som man kunne se på scanningen. Den sad i den øverste del af lårmusklen. Denne skade i højre lår er større og mere alvorlig end den skade jeg opererede i venstre lår i 2017' indledte han.

'Efter en forsigtig og lang genoptræning, kan Dembélé vende tilbage og spille fodbold på højt niveau. Min vurdering er, at det kan ske om seks måneder. Jeg er overbevist om, at han stadig har sine bedste år som forboldspiller foran sig' fortsatte han optimistisk.

Alligevel manede Lempeinen til forsigtighed. 'Når skaden er så stor, kan den komme igen, for der er mange faktorer der spiller ind. Når en spiller er hurtig og laver mange sprints, ved vi at lårmusklen strækkes ud' kom det fra ham.

Han ville dog ikke kommentere, om Dembélé er specielt udsat for denne type skader. 'Min relation til Barcelona er meget tæt og der er ting som jeg ikke kan gå i detaljer med. Jeg bryder mig ikke om at tale om en spiller kan blive skadet igen. Min opgave er at operere ham og sikre mig, at han kan spille igen om seks måneder' afsluttede den finske læge.

.:FORSIDE:.