Sportsdirektør Deco har givet interview, hvor han giver sit syn på flere af Barcas aktuelle spillere og planerne med dem, blandt andre Ter Stegen, Rashford og Lewandowski, ligesom spekulationerne om Messi også får en kommentar.
Det er radiostationen Cadena SER der har fået Deco i stolen til en snak. Her er hvad der blev talt om:
Raphinhas betydning:
'Enhver træner ville elske at have ham. Han er vigtig for os. Han er en moden spiller, der kan håndtere rosen og fortsætte ad samme spor. Han er glad her. Når han rammer niveauet, er han en nøglespiller for os – han smitter hele holdet, og det kan mærkes. Der er mange ledere i truppen, og Raphinha er én af dem. Måden han fejrer det tredje mål på, viser, at det kun er sådan, vi kan vinde. Det, vi så i går (mod Atlético, red.), var nøglen i sidste sæson'.
Billederne af nedtrykt Hansi Flick efter Alavés-kamp:
'Som alle andre har man dage, hvor man er mere træt end normalt. Jeg ser ham helt som normalt, taget hverdagens bekymringer i betragtning. I går fik vi en ny skade (Olmo, red.), men med alle de udfordringer vi har, forsøger han at finde løsninger: Gerard som midterforsvarer, Eric spiller overalt – han mangler bare at stå på mål… Når du mangler dine bedste spillere, skaber det uro. Men alt det her er normalt. Når det gælder Barca, får alting bare større betydning. Jeg ser ikke nogen problemer'.
Artiklen fortsætter under annoncen
Januars transfervindue:'Sæsonerne former sig forskelligt. Jeg har brug for at være tæt på holdet i hverdagen for at analysere det og forstå, hvad der sker. Vi har nogle helt klare idéer og selvfølgelig tænker vi på markedet. Det er rigtigt, at vi har lidt under de mange skader, og det påvirker dig, men vi har overvundet det. Januar-vinduet er svært – det er kompliceret at finde gode spillere der passer til Barca. Jeg tror ikke, vi har brug for nogen lige nu. Afgange? Heller ikke'.
Marc-André ter Stegens situation:'Først skal han blive helt klar. Selvfølgelig kan han være tredje-, anden- eller førstemålmand. Da vi hentede Joan García, vidste vi, at han var en spiller for både nutid og fremtid, men det hele blev fremskyndet af Marcs skade. Ingen har spilletid garanteret i kontrakten. Det er trænerens beslutning, og hver spiller er frit stillet til at søge spilletid andre steder, hvis de ønsker det. Men Marc er endnu ikke klar nok til at blive udtaget. Jeg kan ikke lide at tale om fremtidsscenarier. Først skal han være til rådighed – så må vi se på mulighederne'.
Araujos afbud i de seneste kampe:'Han har det fint. Det er et spørgsmål om tid og han kommer sig. Det er en mindre ting'.
Gavis skade:'Han har det godt. De seneste uger er han begyndt at lave lidt arbejde på træningsbanen. Jeg er ikke ekspert, men lægerne siger, at operationen har givet knæet mere frihed, og at hans genoptræning bliver rigtig god'.
Yamal sammenlignes med Messi:'Messi? Det er en helt anden epoke. Det er forskellige spillere. Messi havde ingen pres eller ansvar, da han startede, og han vandt sin plads stille og roligt – sådan ville Lamine også have gjort i den kontekst. Men Lamine er landet i en helt anden tid'.
Et muligt Barca-comeback for Messi?'Jeg tror ikke, det er muligt, at han vender tilbage. Han har kontrakt med Inter Miami. Han er en fantastisk spiller, men det er ikke et tema lige nu'.
Lamine Yamals privatliv:'Hver spiller er sin egen verden, og vi blander os ikke i deres liv – kun i deres rolle som fodboldspillere'.
Udnytter Barca sin købsoption på Rashford?'Der er ikke truffet nogen beslutning omkring ham. Det er ikke tidspunktet at tage valg om fremtiden. Vi er glade for ham – han giver os meget. Men strategisk er det ikke nu, vi skal tale om transfers'.
Eric Garcías forlængelse trækker ud:'Han kommer til at forlænge, men der mangler stadig detaljer. Det går den rigtige vej'.
Planerne med Lewandowski:'Lige nu er 9’er-positionen Robert Lewandowskis, og han har kontrakt. Spekulationer er normale, men det er ikke tiden til at fokusere på det. Man skal ikke være besat af at finde en bestemt 9’er. Han har givet os meget, og jeg mener, han stadig har meget tilbage at tilbyde. Vi har endnu ikke talt med ham, for når spillere når en vis alder, tager man det år for år'.
© Getty Images// Deco