Sportsdirektør Deco åbner op om sit virke og sin fremtid i Barca under et interview med det brasilianske medie GE. Her understregede han, at han trives i klubben, men også, hvordan han holder døren åben for forskellige scenarier.
Deco var et af de navne, der stod stærkest efter Joan Laportas klare valgsejr. Trods kritik fra oppositionen, anført af blandt andre Víctor Font, valgte klubbens medlemmer at bakke massivt op om den nuværende ledelse, og dermed også om klubbens sportsdirektør.
Det var netop Laporta, der i sin tid pegede på Deco som klubbens øverste sportslige ansvarlige på trods af hans beskedne erfaring i rollen. En beslutning, præsidenten fortsat står ved, og som har givet den tidligere midtbanespiller en central position i klubbens genopbygning.
Artiklen fortsætter under billedet

Selv er Deco tilfreds med sin hverdag og det arbejde, der er blevet udført. Det understreger han i sit seneste interview med det brasilianske medie GE.
'De sidste to måneder har været komplekse, men vi har formået at holde holdet udenfor det hele. Laporta har vundet og har nu fem år til at konsolidere projektet,' udtaler Deco, som dog ikke er sikker på, at han bliver i hele Laportas nye femårige periode.
'Det er meget svært at planlægge så langt frem. Jeg har en personlig faktor, som altid er den vigtigste for mig, og det er min familie. Vi har det godt i Barcelona nu, men jeg ved ikke, om jeg bliver i fem år. Jeg skal også selv levere hvert år for at fortsætte,' forklarer han, men understreger også, at Barca bevæger sig i den rigtige retning.
'Holdet er blevet mere konkurrencedygtigt. At vinde er en konsekvens. Vi har genopbygget et hold, der kan konkurrere med et stærkt Real Madrid, et stærkt Atlético Madrid og europæiske klubber, som har brugt flere penge end os. Vi har været heldige med vores unge spillere, og vi har truffet gode beslutninger på transfermarkedet. Vi har et hold, der kan konkurrere, og det er det, vi arbejder for,' lyder det, før han retter fokus mod kritikken af holdets defensive stabilitet.
'Forsvaret handler ikke om én spiller, men om en idé. Vores træner spiller aggressivt med højt pres. Hvis intensiteten falder, bliver man mindre effektiv, og det kan skabe rum bagtil. Men holdet har udviklet sig meget på det område,' afslutter Deco.
Selvom fremtiden ikke er afklaret, er én ting tydelig. Deco er fuldt engageret i projektet her og nu, og Laporta tror fortsat på sin sportsdirektør. Hvor længe det varer, vil tiden vise, men for nu er fokus på at fortsætte udviklingen og styrke Barcas position i både spansk og europæisk fodbold.
© Getty Images// Deco