De Ligt: 'Det var en svær beslutning'

FCBARCELONA.DK - 19.07.19

© Getty Images

I går blev Matthijs de Ligt officielt ny Juventus-spiller og i et interview med Ajax TV forklarede han, hvorfor valget var faldet på dem og ikke på Barca, der ellers længe var det varmeste bud.

På et tidspunkt tydede alt på, at det 19-årige forsvarstalent Matthijs de Ligt ville følge i fodsporene på sin gode ven, klubkammerat og landsmand Frenkie de Jong til Barcelona, men sådan gik det ikke. I stedet er det nu Juventus der får glæde af ham.

I går skulle De Ligt så forklare, hvorfor han tog dette valg. 'Jeg elsker hvordan man forsvarer i Italien og min beslutning er taget ud fra dette. Mange af mine forbilleder er italienere som Baresi, Maldini, Nesta, Cannavaro og Scirea' indledte han.

'Det var en svær beslutning. Jeg havde flere muligheder og man skal altid se på, hvad der vil være bedst. Der var mange faktorer der spillede ind. Det er vigtig at vide hvor meget jeg skal spille og hvor stor tillid klubben har til mig. Juventus har sagt, at de meget gerne vil have mig' fortsatte han.

Så langt forklaringen fra De Ligt selv. En anden af årsagerne til at han ikke endte i Barca var, at catalanerne ikke ønskede at matche de vilkår som hollænderens kontroversielle agent Mino Raiola havde forhandlet sig frem til med Juventus.

.:FORSIDE:.