De la Fuente: 'Gavi er fantastisk nyt for os alle'
FCBARCELONA.DK - 07.05.26
Den spanske landstræner Luis de la Fuente satte onsdag ord på to af Barcas største stjerner under præsentationen af sin nye bog. Han glæder sig over Gavis stærke comeback og er overbevist om, at Lamine Yamal finder topformen til VM.
I forbindelse med udgivelsen af sin selvbiografi mødte Luis de la Fuente pressen i Madrid. Her fyldte de catalanske profiler en del i landstrænerens betragtninger frem mod det kommende verdensmesterskab.
Efter en lang og sej kamp for at vende tilbage fra sin alvorlige knæskade, høster Gavi nu roser for sine præstationer. Ifølge De la Fuente er midtbanespillerens nuværende formkurve en gave for det spanske landshold.
Artiklen fortsætter under annoncen
'Gavi er i et rigtig godt øjeblik og konkurrerer fantastisk godt lige nu. Det er den bedste nyhed for os alle sammen' lød det fra landstræneren.
Gavi har i de seneste uger vist, at han har genfundet sin karakteristiske intensitet, hvilket gør ham til en central brik i landstrænerens planer for sommerens slutrunde.
En anden Barca-spiller, der altid stjæler overskrifterne, er Lamine Yamal. Selvom det unge fænomen er ude i resten af sæsonen for Barca, så er De la Fuente ikke i tvivl om, at han nok skal blive klar til at brillere på den største scene ved sommerens VM.
'Lamine Yamal og Nico Williams er to utroligt vigtige spillere for os. Nico er ved at nå sit topniveau igen, og jeg er sikker på - om Gud vil - at Lamine også når sit niveau til VM. Det vigtigste er, at vi alle ankommer sunde og raske' forklarede han.
Selvom landsholdet fylder meget hos De la Fuente, sendte han også en hilsen til spillernes dagligdag i Barcelona. Han understregede, at fundamentet for succes på landsholdet lægges gennem det hårde arbejde i klubregi.
'Først gælder det deres arbejde, som er klubben, og derefter retter vi fokus mod landsholdet' sluttede landstræneren, der håber på en skadesfri afslutning på sæsonen for Barcas spanske profiler.

// Gavi // Lamine Yamal