FCBARCELONA.DK - 12.05.20
© Getty Images Rygterne om nye spillere til sommer er mange og nu bringes et velkendt navn på banen, nemlig La Masia talentet Marc Cucurella, som Barca angiveligt overvejer at hente tilbage fra Getafe.
Marc Cucurella har fået sit gennembrud i ligaen i seneste par sæsoner, indtil corona-krisen satte en stopper for al fodbold. Getafe lejer spilleren i denne sæson og alt tyder på, at de udnytter sin købsoption på 6 mio. euro. Der har været forlydender om, at de allerede har meddelt købet til Barca, men det er ikke bekræftet.
Barca har dog samtidig sikret sig retten til at købe den 21-årige kantspiller tilbage for 15 mio. euro. Nu fortæller avisen Marca, at sportschef Eric Abidal har overvejelser om, at udnytte denne tilbagekøbsret. Man inkasserer altså 6 mio. euro og betaler 15 mio. euro, så netto koster Cucurella 9 mio. euro.
Cucurella er oprindeligt venstre back fra La Masia akademiet, men han oplevet stor succes både på midtbanen og i angrebet, hele tiden i venstre side af banen. Den alsidighed er noget man sætter pris på i Barcelona.
Baggrunden for overvejelserne er både sportslige og økonomiske. Man har ikke været helt tilfreds med Junior Firpo, der meget vel kan blive solgt efter blot en enkelt sæson. Det vil betyde at man skal finde en kvalificeret afløser og her virker Cucurella både som en god og ikke mindst billig løsning. Barca finder ikke en anden spiller på dette niveau for 9 mio. euro.
Det vil være lidt pudsigt hvis Barca vælger at hente Cucurella tilbage. Det er ikke længe siden at den catalanske spiller ærgrede sig over, at Barca ikke i tilstrækkelig grad giver sine egne unge talenter chancen på førsteholdet.
