Coutinhos lejeaftale er en god handel for Barca

Anders Lang Jensen - 18.08.19

© Getty Images

Både Barca og tyske Bayern München har nu bekræftet, at man er nået til enighed omkring en lejeaftale for resten af sæsonen med brasilianske Philippe Coutinho. En aftale der, som udgangspunkt er fordelagtig for Barca.

For en pris på 120 millioner euro købte Barca i januar 2018 Philippe Coutinho fri af engelske Liverpool og efterfølgende har catalanerne betalt 15 millioner euro i variabler. Siden købet har offensivprofilen dog langt fra vist niveau til det tårnhøje prisskilt, og derfor er brasilianeren allerede på vej videre.

Det er nu mod det sydtyske og hos storklubben Bayern München. Den tyske mesterklub mangler blot de sidste formaliteter såsom et lægetjek, før Coutinho skriver under på en sæsonlang lejeaftale. Og rent økonomisk ligner det slet ikke en skidt aftale for Barca.

For ifølge de to catalanske sportsaviser Mundo Deportivo og Sport betaler Bayern München et beløb på 20 millioner euro blot for at leje Coutinho. Derudover har tyskerne fået en købsoption på brasilianeren, der lyder på 120 millioner euro for at gøre skiftet permanent næste sommer. Noget som tyskerne forventer at gøre, hvis brasilianeren indfrier forventningerne.

Hvis Bayern ender med at købe Coutinho om et år, så vil Barca faktisk have tjent fem millioner euro på brasilianeren, i forhold til hvad man har betalt Liverpool og det må siges at være en fremragende handel for en spiller, som har skuffel fælt på Camp Nou.

Hvis Bayern München mod forventning ikke køber Philippe Coutinho til sommer, så vil Barca have tjent 20 millioner euro for at leje ham ud i blot en enkelt sæson og vil herefter kunne sælge ham til en anden klub. Her er der stor sandsynlighed for, at brasilianeren bliver nemmere at sælge end i sommer, da han næppe kan præstere dårligere end han gjorde i Barca-trøjen.

.:FORSIDE:.