Coutinhos fremtid drøftes efter United-brag

Christoffer Alexander Dela-Westerberg - 16.04.19

© Getty Images

Coutinhos tid i Barcelona har ikke just været en dans på roser, og brasilianerens fremtid vil derfor angiveligt blive diskuteret efter tirsdagens kvartfinale mod Manchester United i Champions League. Det meddeler avisen Sport.

Philippe Coutinho er efter sigende begyndt at betænke sig ved muligheden for at søge nye græsgange efter et ambivalent ophold i Barcelona, der langt fra har budt på den spillemæssige succes, mange havde ventet. Brasilianeren skulle lege med tanken om at komme til en klub, hvor han kan blive iscenesat som holdets største stjerne.

Ifølge avisen Sport er der arrangeret et møde mellem Coutinhos agenter og Barcas ledelse efter tirsdagens Champions League-kvartfinale mod Manchester United, hvor spillerens fremtid vil blive drøftet. Trods svingende præstationer har Barca fortsat tiltro til den tidligere Liverpool-stjerne, hvilket klubben i de seneste uger har slået fast overfor både Coutinho selv, hans familie samt tætteste kontaktpersoner.

Coutinho har et godt forhold til nogle af de mest toneangivende profiler i omklædningsrummet, heriblandt Luis Suárez og Lionel Messi, som har hjulpet brasilianeren med at bevare modet i de sværeste perioder, hvor ikke meget har fungeret på banen.

Philippe Coutinho føler sig godt tilpas i Barcelona, men tankerne går alligevel på, om det karrieremæssigt vil kunne gavne ham mere at tage til en klub, hvor han er omdrejningspunktet, som det var tilfældet i Liverpool. Den 27-årige offensivspiller skiftede til den catalanske hovedstad med ambitionen om at vinde trofæer, og med både liga- og pokaltrofæet i hus i sin debutsæson samt en yderst lovende igangværende sæson, må det mål siges at være indfriet.

Spørgsmålet er om Coutinho fortsat tror på, at han kan slå igennem i Barca-trøjen og skabe historie her, eller om han har opnået sit mål - at vinde trofæer - og derfor hellere vil til en ny klub, hvor han kan blive holdets største stjerne, som det var tilfældet med Neymar.

.:FORSIDE:.