Coutinhos første år i Barca

Christoffer Alexander Dela-Westerberg - 06.01.19

For præcis et år siden offentliggjorde Barcelona købet af Coutinho, der ved samme lejlighed blev klubbens dyreste spiller nogensinde. Brasilianeren har dog haft svært ved at indfri forventningerne til fulde.

Den 6. januar 2018 offentliggjorde Barcelona, at de havde købt ingen ringere end Phillipe Coutinho. Handlen faldt på plads et halvt år senere end planlagt, og prisen lød på svimlende 120 mio. euro plus yderligere 40 mio. euro i variabler, hvilket gjorde ham til klubbens dyreste spiller i historien.

Med et ry som en af Premier Leagues største stjerner var forventningerne selvsagt tårnhøje, og den driblestærke brasilianer har da også ved flere lejligheder bevist, at han er i stand til at afgøre kampe. I en alder af kun 26 år har Coutinho en lang karriere foran sig, men alligevel skaber hans svingende præstationer panderynker på Camp Nou. Hans rolle har været noget mere sekundær, end de fleste havde forventet, og især i de seneste måneder har brasillaneren haft en tendens til at falde ud af kampene, hvorfor han ikke længere er at finde i Valverdes stærkeste opstilling.

Den tidligere Liverpool-stjerne var oprindeligt tiltænkt en plads på midtbanen, hvor han kunne diktere spillet som playmaker. Det blev dog hurtigt klart, at Valverde havde brug for en mere solid spillertype, der kunne hjælpe til defensivt, og derfor blev Coutinho rykket frem på kanten, hvor han sidenhen har måtte se sig overhalet af Dembélé.

Hans første år i klubben har budt på 44 optrædener, hvoraf det er blevet til 15 scoringer og 10 assists. Der forventes dog mere af en spiller af Coutinhos kaliber, især når det kommer til skud udefra, som er et af brasilianerens absolutte varemærker. Her står han overraskende nok kun noteret for et gennemsnidt på lidt over et skud per kamp.

Det er utænkeligt, at man i det lange løb vil lade en signing til 160 mio euro sidde på bænken, og i afgørende kampe vil Barca helt sikkert få brug for en spiller med Coutinhos evner.

I første omgang bliver han dog nødt til at oppe sine præstationer, så han kan blive den afgørende faktor, man købte ham for at være. Det må meget gerne ske allerede i dag i opgøret mod Getafe, hvor Coutinho kan fejre sit et års jubilæum med en god præstation.

.:FORSIDE:.