Coutinho: 'Ved ikke hvad der kommer til at ske'

Anders Lang Jensen - 25.06.19

© Getty Images

Efter en katastrofesæson set fra Philippe Coutinhos synspunkt, leverer han for tiden på et godt niveau for Brasilien ved Copa America. Trods formstigningen er han dog ikke sikker på, hvor fremtiden ligger efter sommeren.

Rygterne omkring den 27-årige brasilianer tager til i stormstyrke og med Barcas potentielle mulighed for at hente både franske Antoine Griezmann og brasilianske Neymar til klubben, kan et salg af Coutinho være oplagt for ledelsen på Camp Nou. Og spilleren selv er også i tvivl.

’Jeg har fortsat en kontrakt med Barcelona. Det var hele tiden mit mål at blive en succes i klubben, men lige nu er jeg fuldt ud koncentreret her med Brasilien. Mange ting der kommer ud i medierne, er ikke sande, men vedrørende min fremtid ved vi ikke, hvad der kommer til at ske endnu. Det er sandheden’, fortæller Coutinho ved Copa America-turneringen ifølge avisen AS.

Præstationen for Barca den forgangne sæson fik også en kommentar. ’Ærligt talt var det ikke en god sæson. Udbyttet af den var ikke, hvad jeg ville. Det gik ikke, som jeg havde håbet på, men jeg håber det bliver en lektion for mig, så jeg skal koncentrere mig endnu mere for at slå igennem. Om det er en god eller dårlig sæson, ændrer ikke noget. Viljen til at vinde er altid den samme’, slutter brasilianeren.

.:FORSIDE:.