Coutinho og Arthur med i brasiliansk 2-0 sejr

FCBARCELONA.DK - 13.10.18

Arthur afløste sin klubkammerat Coutinho i anden halvleg, da Brasilien, efter en sløv og umotiveret indsats, besejrede Saudi Arabien med 2-0. Malcom blev siddende på bænken i alle 90 minutter.

Coutinho var den eneste af de tre udtagne Barca-spillere der var med fra start i Brasiliens træningskamp mod Saudi Arabien. Her placerede landstræner Tite Barca-spilleren på midtbanens højre side.

Herfra deltog Coutinho i en del i spillet, men det var tydeligt, at det var et umotiveret brasiliansk mandskab, der havde svært ved at sætte sig op til kampen. De dominerede uden de store problemer, men Saudi Arabien fik plads til at skabe mere end de burde.

Kampens første mål kom lige inden pausen, da Neymar spillede Gabriel Jesus fri til en 1-0 scoring.

Kampen ændrede ikke karakter i anden halvleg, hvor opgøret fortsatte uden den store intensitet. 20 minutter før tid valgte Tite at sende Arthur på banen i stedet for netop Coutinho, men det ændrede ikke det store.

Det var således først i kampens tillægstid, at Sandro kunne lukke kampen med en brasiliansk 2-0 scoring.

Malcom var udtaget for Brasilien for første gang i karrieren, men han kom ikke på banen og har derfor stadig sin debut til gode.

.:FORSIDE:.