Coutinho og Arthur storfavoritter i aften mod Peru

FCBARCELONA.DK - 07.07.19

© Getty Images

I aften kl. 22.00 dansk tid spilles finalen ved Copa América mellem Brasilien og Peru. Her vil alt andet end en sejr til Coutinho og Arthur være noget der nærmer sig en gedigen verdenssensation.

De sydamerikanske mesterskaber er ved at nå sin ende. I går aftes vandt Argentina bronzekampen over Chile og i aften er det så finalen der spilles. Det sker på det legendariske Maracaná stadion i Rio.

At Brasilien er den ene part i finalen kommer næppe bag på mange, selvom de var noget heldige med at besejre et velspillende argentinsk mandskab i semifinalen.

Til gengæld er det en stor overraskelse, at Peru er i finalen. De blev kun 3'er i gruppespillet, men overraskede senere mod Uruguay og Chile.

De to finalister var i samme gruppe og her vandt Brasilien med knusende 5-0, så det vil være en ren sensation, hvis Peru er i stand til at trække det længste strå i aftenens finale.

Hos Brasilien er det meget sandsynligt, at såvel Coutinho som Arthur starter inde. De har begge være blandt landstræner Tites foretrukne spillere ved slutrunden og det laves der næppe om på til finalen.

Der venter der sandsynligvis en god aften for de mange tilskuere på Maracaná i aften, et opgør der vises på dansk TV3+ fra kl. 22.00.

.:FORSIDE:.