Coutinho forklarer sin omdiskuterede fejring

FCBARCELONA.DK - 21.04.19

© Getty Images

Coutinhos kontroversielle fejring af 3-0 målet mod Manchester United er blevet heftigt diskuteret lige siden og brasilianeren er faldet i unåde hos en del af Barcas fans. Nu forklarer han selv baggrunden for fejringen.

Hvad ville Coutinho udtrykke, da han demonstrativt stillede sig op og holdt sig for ørerne og lukkede øjnene? Mange tolkede det som reaktion på den kritik han længe har fået for sit lave niveau denne sæson, ikke mindst fra tilhængernes side.

At en del af Barca-tilhængerne ikke syntes om fejringen, kunne man tydeligt høre i lørdagens hjemmekamp mod Real Sociedad, hvor det blev piftet da brasilianeren kom på banen i anden halvleg.

Nu er hovedpersonen selv kommet med en forklaring. 'Jeg har altid været en respektfuld person overfor alle, men når jeg ikke selv føler jeg får respekt fra pressen i forhold til det arbejde jeg lægger for dagen i kampene og ved træningen, så ville jeg vise, at jeg mange gange må holde mig for ørerne for at koncentrere mig om mit arbejde, så det ikke påvirker mig. Det var en lettelse' udtaler han.

Coutinho understreger dermed, at det var pressen han henvendte sig til og ikke tilhængerne.

Forklaringen ændrer ikke på, at fejringen var kontroversiel og kunne tolkes på mange måder, uden at han selv hurtigt præciserede hvad det handlede om.

Spørgsmålet er om tilhængerne på baggrund af forklaringen, stopper med at pifte af brasilianeren.

.:FORSIDE:.