Avis: Chelsea klar med stort bud på Denis Suarez

Anders Lang Jensen - 07.12.18

Trods den spinkle rolle, som Denis Suarez har i Barca-truppen, tiltrækker midtbanespilleren sig fortsat meget interesse fra andre europæiske klubber. Nu meldes engelske Chelsea lune på midtbanespilleren frem mod januar-vinduet.

Det er blot blevet til tre kampe i denne sæson for Denis Suarez under Ernesto Valverde i denne sæson. Derfor ligner det mere og mere en transfer væk fra klubben til det kommende vintertransfervindue.

Ifølge den engelske avis Express har Premier League-klubben Chelsea meldt sig på banen og interessen er næppe blevet mindre efter Denis Suárez' indsats mod Cultural Leonesa, hvor han scorede to mål.

Foruden Chelsea har italienske AC Milan også en interesse i Denis Suarez, men klubben på San Siro ønsker i første omgang at tilknytte spilleren på en lejeaftale. Chelsea er angiveligt klar på at købe Denis permanent, og det falder også i Barcas ønske.

Rent prismæssigt kan beløbet blive op til omtrent 45 millioner pund svarende til godt og vel 400 mio. danske kroner. Økonomisk kan Barca altså sikre sig en rigtig fin pris for en spiller, der slet ikke indgår i træner Ernesto Valverdes planer for holdet.

.:FORSIDE:.