Carles Puyol: 'Messi er en leder'

Kristoffer Hanberg - 22.04.19

© Getty Images

Carles Puyol har en særlig plads i hjertet blandt Barcas tilhængere. Som anfører var han med til at vinde et utal af titler, og han var kendt som en sand leder på og uden for banen. Nu udtaler Puyol, at det samme kan siges om Messi.

Lionel Messi blev forud for den igangværende sæson udnævnt som ny anfører i Barca. Med anførerbindet følger et ansvar om at lede holdet, og det er en egenskab, som Puyol er overbevist om, at Messi besidder.

'Han har forbedret sig på alle måder, men det er tydeligt, at han også på et personligt plan har taget et skridt frem. Han har altid været en leder på banen, men nu er det tydeligt, at han også er en leder uden for banen' lyder det storrosende fra Puyol i et interview med Goal, inden han uddyber.

'Messi er en introvert person, men det ændrer ikke på, at han er en leder. Han går altid forrest som anfører i Barca. Han spiller på et exceptionelt højt niveau, og for mig er der ingen tivl om, at han er historiens bedste fodboldspiller' udtaler Barcas tidligere forsvarsgeneral.

'Sæson efter sæson viser han, hvordan han udvikler sig som fodboldspiller. Hvert år finder han på nye ting, og man kan se, at han på forskellige måder forbedrer sig ved at tilføje nye facetter til sit spil hver eneste sæson' siger Puyol, der efterfølgende bliver spurgt ind til Barcas chancer for at bringe Champions League trofæet til Camp Nou.

'Barca har gjort det rigtig godt i Champions League, men også i ligaen og Copa del Rey. De spiller på et højt niveau, og det har vist sig ved, at de stadigvæk har chancen for at vinde alle tre turneringer. Jeg tror, at vi stadig har det bedste til gode i sæsonen' siger Puyol, inden han afslutningsvist udtaler sig om Barcas kommende semifinalemodstander, Liverpool.

'Det bliver nogle svære kampe mod Liverpool, da de også har gang i en fantastisk sæson. Folk over hele verden glæder sig til de her kampe, og det er det Champions League kan. Der er kun fire hold tilbage, og Barca er selvfølgelig blandt favoritterne'.

.:FORSIDE:.