fbpx

Cañizares: 'Ter Stegen vil ikke sidde på bænken'

Aamer Al-Khatib - 10.06.25

 


Marc-André ter Stegens fremtid i Barca er som bekendt til debat, efter at klubben ønsker forandringer på målmandsposten. Nu har målmandslegenden Santi Cañizares udtalt sig om den følsomme situation i det catalanske mål.

Det er ingen hemmelighed, at Joan García ventes at ankomme fra Espanyol som ny førstemålmand, og samtidig er en kontraktforlængelse med Wojciech Szczęsny tæt på at falde på plads. Nu har den tidligere spanske landsholdsmålmand Santi Cañizares givet sin vurdering af situationen.

Artiklen fortsætter under annoncen
 
 


Cañizares stod i en årrække for Valencia og var en markant profil i både La Liga og på det spanske landshold, hvor han opnåede 46 landskampe. Efter karrieren er han blevet en respekteret fodboldekspert i spansk presse. I radioprogrammet El Partidazo på COPE kommenterede Cañizares blandt andet på Ter Stegens tilbagevenden efter sin langvarige knæskade. 'Skaden, som Marc havde, skaber naturligt nok tvivl. Det er en alvorlig skade, og han har været væk i mange måneder. Han er ikke ung længere, og kroppen reagerer anderledes' indledte han.

Alligevel tøvede han ikke med at anerkende den tyske keepers niveau. 'Hvis han er restitueret ordentligt, så taler vi om en målmand i absolut verdensklasse. Han har rutinen og roen, som et hold med Champions League-ambitioner har brug for' fortsatte han.

Men med Joan Garcías ankomst og Szczęsny i kulissen, forudser Cañizares en konflikt. 'Det her bliver ikke bare et konkurrenceforhold – der kommer til at flyve gnister. Ter Stegen vil ikke acceptere at sidde på bænken. Det ligger ikke i hans natur' uddybede han.

Cañizares pegede også på, at Ter Stegen trods alt har en markant større erfaring end Joan García, og at hans autoritet i truppen ikke skal undervurderes. Men han tøvede ikke med at erklære sin egen favorit. 'Jeg er 100 % på Joan Garcías hold. Han har været La Ligas bedste målmand denne sæson – med kun ét år i topfodbold har han allerede sat sit præg. Han har personlighed, men Ter Stegen er naturligvis også et kæmpe navn' afsluttede han.

Det står klart, at Barca går en varm sommer i møde med mulige gnidninger i målet – og måske et farvel til klubbens mangeårige førstemålmand.

terstegen20F
© Getty Images

// Ter Stegen
.:FORSIDE:.