Cancelo får kritik efter sine første kampe
FCBARCELONA.DK - 05.02.26
Tålmodigheden er ikke stor i moderne topfodbold, og det får João Cancelo at føle i disse dage. Han spillede ingen god kamp mod Albacete, hvor han kunne være blevet udvist, og i det hele taget får han kritik efter de første kampe.
Cancelo blev hentet i vinterens transfervindue for at give Hansi Flick et alternativ mere i den bagerste kæde. Portugiseren kan spille begge backpositioner, hvilket kan aflaste både Koundé og Balde, men også give flere muligheder for at bruge Eric García og Gerard Martín centralt i forsvaret.
Artiklen fortsætter under annoncen
Indtil nu har Cancelo medvirket i tre kampe, fordelt med 27 minutter mod Real Sociedad, en time mod Oviedo og senest 45 minutter mod Albacete. Portugiseren er ikke spilleberettiget i Champions League og var derfor ikke med mod Slavia Prag eller FC København, mens han ikke kom på banen mod Elche.
Hansi Flick havde Cancelo med fra start mod Albacete, men det blev ingen succes. Han lå på højre back og havde tydelige problemer med timingen i sit spil og i samspillet med holdkammeraterne. Det betød en del fejl og et gult kort allerede efter et kvarter. Senere i halvlegen kunne han være blevet udvist efter endnu et frispark, men dommeren forbarmede sig trods store protester fra Albacetes spillere og deres fans på stadion.
Flick tog konsekvensen og hev Cancelo ud i pausen på grund af risikoen for en udvisning.
Heller ikke præstationerne mod Real Sociedad eller Oviedo var overbevisende, og lokale medier samt fans på sociale medier er begyndt at kalde signingen af Cancelo en forkert beslutning. Fakta er i hvert fald, at portugiseren ikke er kommet godt fra start i de første kampe.
Det får dog næppe Flick til at droppe Cancelo helt, for dels skal han have tid til at finde sig til rette, dels er der brug for aflastning på begge backpositioner. Forhåbentlig lykkes det ham at hæve sit niveau, så han bliver den hjælp, som man havde håbet på.

©
Getty Images// Joao Cancelo