fbpx

Cancelo: 'Det var de værste 45 minuter i min karriere'

Simon Arun Vrábel - 28.01.24

 


João Cancelo fik lørdag mod Villarreal et comeback efter sin knæskade, som han gerne vil glemme så hurtigt som muligt. Forsvarsspilleren kostede gæsternes mål til 0-2, hvilket portugiseren var tydeligt skuffet over efter kampen.

João Cancelo var én af tre spillere, som Xavi skiftede ind i halvlegen af hjemmekampen imod Villarreal ved stillingen 0-1, men efter kun ni minutter på banen begik portugiseren en kæmpe fejl, som tillod gæsterne at score til 0-2. Efter kampen var Cancelos selvkritik da også markant.

'Vi formåede at udføre noget af det allersværeste, nemlig et comeback på tre mål, og derfra lukker vi så yderligere tre ind i den anden ende. Det er udelukkende spillernes fejl, og lige nu taler jeg kun for mig selv. Det var helt forfærdeligt. Det var de værste 45 minutter i min karriere,’ indledte Cancelo til tv-stationen Esport 3.

Artiklen fortsætter under annoncen
 
 


'Vi har et ungt hold med uerfarne spillere, og det var medvirkende til resultatet i dag. Men fejlen var min og ansvaret mit. Det gør mig rigtig ked af det, for jeg kan virkelig godt lide den her klub og hvordan jeg bliver behandlet her, men min indsats i dag var helt forfærdelig’ forsatte Cancelo, inden han prøvede at løfte ansvaret en smule væk fra trænerens skuldre.

'Vi er et fantastisk team både sportsligt og menneskeligt. Det er på ingen måde trænerens fejl, for han lavede tre udskiftninger i pausen, og jeg mener, at det var gode udskiftninger. Min fejl var hovedløs og uforklarlig, og at indkassere fem mål på hjemmebane er endnu værre' forsatte portugiseren, inden han prøvede at tænke lidt positivt.

'Lige nu tænker jeg bare på vores træning i morgen, for solen kommer altid frem, og på onsdag er der en ny kamp. Det er det vidunderlige ved fodbold. Jeg vil give mit allerbedste til træningen i morgen, og selvom ligaen nu matematisk er langt væk, så forsætter vi med at kæmpe', afsluttede João Cancelo.

Den næste kamp er endnu en hjemmekamp, hvor Osasuna lægger vejen forbi Montjuïc. Den spilles på onsdag kl. 19.00, og den vises på TV2 Sport X.

// Villarreal // Joao Cancelo
.:FORSIDE:.