Camp Nou-effekt kan få stor betydning for sæsonen
FCBARCELONA.DK - 18.11.25
I går blev det meldt ud, at holdet vender tilbage til Spotify Camp Nou allerede på lørdag til hjemmekampen mod Athletic Club Bilbao. Hjemkomsten er et kæmpe boost for alle og det kan få stor betydning for resultaterne.
Da holdet trænede for 23.000 tilskuere på Spotify Camp Nou forrige fredag, herskede der en euforisk stemning, både på tilskuerpladserne og nede på banen. Spillerne var tydeligt påvirket af oplevelsen af, at vende tilbage til den ikoniske hjemmebane.
På lørdag vil der sidde 45.000 fans klar til kampen mod Athletic Club Bilbao og her vil stemningen med garanti nå nye højder denne sæson. Klubbens fans har higet efter at vende tilbage og det vil komme til udtryk i lørdagens kamp, der fløjtes i gang kl. 16.15. Her kan spillerne forvente en opbakning, der vil bære dem mod en sejr.
Artiklen fortsætter under annoncen
Efter en noget ustabil start på sæsonen, kan holdets tilbagevenden til Spotify Camp Nou blive et vendepunkt. Motivationen vil få et løft og det skal udmønte sig i sejre, hvilket vil smitte af på holdet i udekampene.
Barcas held er, at der venter tre hjemmekampe i træk i La Liga - på lørdag mod Bilbao, en uge senere mod Deportivo Alvaés, samt den 2. december mod Atlético Madrid. Sidstnævnte kamp er fremrykket fra januar måned grundet begge holds deltagelse i Supercopa de España i Saudi Arabien midt i januar.
Også i Champions League vil Spotify Camp Nou være en kæmpe fordel. Derfor har Barca bedt UEFA om dispensation for, at hjemmekampene mod Eintracht Frankfurt og FC København flyttes fra Estadi Olímpic, men der er endnu ikke kommet svar.
Selvom der stadig kun er plads til 45.000 tilskuere på Spotify Camp Nou, og der vil være tomt bag det ene mål, kan en tilbagevenden få afgørende effekt på, hvordan resten af sæsonen forløber. Det kan nemlig ikke undgå at være en fordel, at være tilbage.
© Getty Images// Camp Nou