Barca-legenden Sergio Busquets optræder sjældent offentligt, men catalaneren, der i dag er assistent for Juliano Belletti i Barca Atlètic, deltog i denne uge i EA7 World Legends Tour 26 i Rom, hvor han talte med pressen.
Medierne fangede den tidligere midtbanespiller i forbindelse med hans debut i Legends-padelturneringen i Rom, hvor en lang række tidligere fodboldprofiler deltager. Her satte han blandt andet ord på udviklingen i Barca, mulighederne for endelig at genvinde Champions League og hvem en eventuel fremtidig træner kunne være.
Artiklen fortsætter under annoncen
'Jeg håber virkelig, at Barca kan få Champions League-trofæet hjem denne sæson. Vi er alle meget glade og begejstrede for det fodbold, holdet spiller lige nu. Men der er stadig lang vej endnu, og sæsonen er kun lige begyndt, men forhåbentlig lykkes det,' udtalte Busquets, som mener, at Hansi Flick har de nødvendige forudsætninger for at føre Barca hele vejen.
'Barca har en fantastisk træner og rigtig mange fantastiske spillere, så hvorfor ikke? Forhåbentlig bliver det sådan,' tilføjede han.
Busquets blev derefter spurgt direkte om, hvem han kunne forestille sig som træner for Barca i fremtiden. Her faldt svaret på Comos Cesc Fàbregas, som Busquets kender særdeles godt, både fra deres tid i La Masia og fra deres tid på Barcas førstehold, efter Cesc vendte tilbage fra Arsenal.
'De store trænere kan træne de store hold, og jeg synes, at Cesc er på vej i den retning. Como er et af de hold, jeg bedst kan lide. Det skyldes ikke kun Cesc, men også det, som han har fået frem i spillerne. Sidste sæson var historisk, og jeg håber, at det kommer til at gå dem rigtig godt. Jeg tror, han kunne gøre de bedste hold endnu bedre,' lød det.
'Jeg ved ikke, om Cesc kommer til Barca i fremtiden, eller om han selv vil ønske det, men hvis hans udvikling fortsætter på samme måde, så synes jeg, det er et meget realistisk bud,' uddybede han.
© Getty Images// Sergio Busquets