// Champions League // Benfica
Barca kan senere i aften sikre sig videre kvalifikation i Champions League, hvilket dog kræver en sejr over Benfica på udebane. Portugiserne er godt spillende for tiden, men Bruno Lage pegede alligevel på udeholdet som favorit til sejren.
Selvom Barca fortsat har svært ved at få spillet til at fungere i La Liga, har holdet præsteret upåklageligt i Champions League, hvor man bortset fra nederlaget i første spillerunde til AS Monaco, har vundet alle sine kampe. Catalanerne kan således også i aften spille sig videre i turneringen, hvis det lykkes at besejre Benfica, der i øjeblikket befinder sig på 15. pladsen.
Artiklen fortsætter under annoncen
Barca, der er på andenpladsen, udråbes af mange til klare favoritter til opgøret, hvilket portugisernes træner, Bruno Lage, også erkendte under gårsdagens pressekonference: 'Barca har mange fantastiske spillere, og de er kandidater til at vinde Champions League. Alle spillere har Barca-DNA, og det formår træneren at udnytte til fulde. De er stærke i presset, og i overgangen fra forsvar til angreb' sagde cheftræneren ifølge avisen Sport.
Portugiseren blev efterfølgende spurgt ind til, hvad Benfica har tænkt sig at gøre for at stoppe Barca: 'Strategisk er vi nødt til at ændre vores spil, da det er en helt anden modstander end, hvad vi er vant til at møde. Vi skal være dygtige med og uden bolden, og forsøge at skabe problemer mod en fremadstormende defensiv linje. Det har vi øvet os meget på i dag' afsluttede Lage.
Cheftrænerens skarpe observationer tyder på, at Benfica i længere tid har forberedt sig til kampen mod Barca. Hvorvidt portugiserne kan skabe problemer for Hansi Flick og kompagni bliver spændende at se, når der fløjtes op til kampen klokken 21.00 på Estádio da Luz.
© Getty Images