Braithwaite: 'Messi fortjener at slutte af på Camp Nou'
FCBARCELONA.DK - 13.09.25
// Martin Braithwaite
Martin Braithwaite nåede kun at være i Barca i to et halvt år, men danskeren satte alligevel sit præg i en svær tid for klubben. I et interview har angriberen åbnet op om sin tid i det catalanske - og ikke mindst om Lionel Messis overraskende exit i 2021.
Braithwaite havde kun været i Barca i et år, da Messi pludselig forlod klubben, og det står stadig som en mærkelig oplevelse for danskeren. 'Det var mærkeligt, fordi det skete så pludseligt. Vi forventede alle, at han ville forlænge, alt var klar til kontraktforlængelsen, og pludselig forlod han klubben' fortalte Braithwaite.
'Leo er en meget elskelig person og hjalp os altid. Du føler dig godt tilpas med ham. Han var meget rolig. Hvad angår Messi som spiller, tror jeg ikke, jeg behøver at sige noget' sagde danskeren.
Trods kun én sæson sammen i omklædningsrummet står respekten for Messi klart hos danskeren. Han håber stadig, at argentineren får mulighed for at tage afsked på Camp Nou på den rette måde. 'Han fortjente det ikke. Jeg håber, at han kan spille sin sidste kamp på Camp Nou, for han fortjener det virkelig'.
Artiklen fortsætter under annoncen
Herefter så Braithwaite tilbage på sin egen tid i Barca og på den store drøm, som pludselig gik i opfyldelse fra den ene dag til den anden. For ham selv var skiftet til Barca kulminationen på en livslang ambition.
'Det var noget særligt. Jeg tror, at enhver dreng drømmer om at spille for en klub som FC Barcelona. Da jeg var 18 år, efter at have brækket benet og da jeg begyndte at spille igen, sagde jeg til medierne: ‘Jeg vil spille for disse klubber’, og folk grinede af mig. Men jeg grinede ikke, fordi jeg havde et mål'.
Selv om at Braithwaite forlod klubben i 2022 og skiftede til Espanyol, vil tiden i Barca altid stå som noget helt særligt for ham. 'Det var ikke bare en drøm. En drøm er noget, der sker, når du sover. Det var et mål. Jeg arbejdede for det, og jeg nåede dertil. Og det var meget specielt. Jeg lærte mange ting. At spille med de bedste spillere i verden var en fantastisk oplevelse for mig' sluttede han.
I dag er Braithwaite 34 år og spiller for brasilianske Grêmio, som han skiftede til i 2024. Her har han allerede markeret sig som en vigtig målscorer med 23 mål i 54 kampe.
