Bernal spillede sin bedste kamp denne sæson
Søren Wennerwald - 29.01.26
// Marc Bernal
Marc Bernal kom på banen fra anden halvlegs start mod FC København, da Barca var bagud med 0-1. Han leverede sin nok bedste kamp i Barca-trøjen og havde stor andel i, at det lykkedes holdet at vende kampen til en 4-1-sejr.
Det var angiveligt et slag i ansigtet, der fik Hansi Flick til at tage Eric García ud i pausen og erstatte ham med Marc Bernal. Den ændring svækkede tydeligvis ikke holdet, for Bernal leverede på et højt niveau på den kontrollerende del af hjemmebanen.
Artiklen fortsætter under annoncen
Spilletiden er kommet i doser efter den alvorlige knæskade sidste sæson, og Bernal er glad for udviklingen. ‘Lige fra starten har Flick sagt til mig, at det vil blive en lang proces, og minutterne i dag var vigtige for mig for at finde ind i en god dynamik,’ lød det fra ham efter kampen.
Bernal blev direkte spurgt, om han føler sig klar til en fast plads i startopstillingen. ‘Jeg føler selv, at jeg er på 100%, men det er trænerens beslutning,’ svarede han.
Til sidst fik kampen også en kommentar. ‘København lukkede godt af efter deres første mål, og i pausen sagde vores træner, at pladsen nok skulle komme, hvis vi var tålmodige, så vi kunne vende kampen, og sådan gik det. Vi tog et stort skridt i dag imod vores mål om at vinde Champions League,’ afsluttede han.
© Getty Images