fbpx
Annonce

Bartomeu vil slutte af med Ter Stegen forlængelse

FCBARCELONA.DK - 13.10.20

© Getty Images
// Bartomeu

Josep Maria Bartomeus dage som præsident kan meget vel snart være slut, men ifølge avisen Sport arbejder han hårdt på, at kunne forlænge med Ter Stegen, hvilket vil være en rigtig god nyhed for klubben.

En snarlig mistillidsafstemning mod Bartomeu, kan meget vel blive endestationen for Barca-præsidenten, der skal træde tilbage med øjeblikkelig virkning, hvis 66% stemmer imod ham. Den afstemning forventes holdt i slutningen af denne måned.

Der kommer til at gå to eller tre måneder inden en ny præsident kan vælges og da den midlertidige ledelse ikke kan tage væsentlige beslutninger, kan forhandlingerne om Ter Stegens forlængelse pludselig komme i fare.

Derfor er det Bartomeus store håb, at han kan nå at få den tyske keepers underskrift på en ny kontrakt, der forventes at løbe frem til 2025. Der har været forhandlet rigtig længe, men alt tyder på, at man er tæt på at nå til enighed.

Ter Stegen ønsker en markant forbedring af sin kontrakt, der skal understrege hans betydning for holdet. Tyskeren ønsker at blive mellem de bedst betalte spillere i truppen. Det har Barca haft svært ved at imødekomme på grund af de alvorlige konsekvenser af corona-pandemien. Der er ganske enkelt ikke råd til store lønforhøjelser.

Samtidig presser det Barca, at klubber som Chelsea, Bayern München og Juventus, alle skulle være klar med attraktive tilbud, men Ter Stegen foretrækker angiveligt at blive i Barcelona. Han har utallige gange udtrykt stor glæde over at bo i den catalanske hovedstad.

Det begynder at haste for Bartomeu med at få en aftale på plads. Lykkes det inden der afholdes en mistillidsafstemning, kan det måske give nogle stemmer til fordel for den nuværende Barca-præsident. Alle fans vil nemlig være henrykte over, at kunne beholde en af verdens bedste målmænd lige nu.

.:FORSIDE:.