Barcelonas hjemmebanestatistik giver Inter håb

Christoffer Alexander Dela-Westerberg - 01.12.18

Når Barca tager imod Tottenham i Champions League-gruppespillets sidste runde, har englænderne grund til bekymring. Barcelona besidder nemlig en frygtindgydende hjemmebanestatistik i turneringen.

Barcelona møder som bekendt Tottenham på Camp Nou i Champions League-gruppespillets sidste runde om halvanden uge. Status i gruppen ser således ud, at Barca er sikre gruppevindere med 13 point, mens Tottenham og Inter må kæmpe om andenpladsen, hver især med 7 point.

Tottenham står umiddelbart med det længste strå på hånden, da de er bedre end italienerne indbyrdes og derfor kan sikre sig andenpladsen i puljen med en sejr over Barca. Kigger man på catalanernes hjemmebanestatistik, har Inter dog god grund til at bevare håbet.

Barcelona har nemlig ikke tabt en hjemmebanekamp i Champions League i over 5 år. Sidste gang det skete var i det ydmygende 0-3 nederlag i 2013 til Bayern München, som sammenlagt vandt opgørene med hele 7-0. Dengang sad Tito Vilanova i trænersædet, og tyskerne endte da også med at vinde hele turneringen.

Sidenhen har catalanerne dog været uovervindelige på hjemmebane, hvor de ud af 28 hjemmekampe har vundet 26 og spillet 2 uafgjort - heriblandt 1-1 i kvartfinalerne mod Atlético Madrid, 2014/15, og 0-0 mod Juventus i kvartfinalerne, 2016/17.

Tottenham kommer altså på noget af en opgave, når de skal forsøge at tilkæmpe sig en andenplads i gruppe B. Det faktum, at Barcelona allerede har sikret sig førstepladsen i gruppen, vil dog unægteligt have indflydelse på englændernes chancer.

Kampen spilles tirsdag den 11. december og sparkes i gang klokken 21:00.

.:FORSIDE:.