fbpx

Barcas offensiv ser skræmmende ud

FCBARCELONA.DK - 07.09.26


Barca har fået en forrygende start på sæsonen med fire sejre i de fire første runder og en målscore på imponerende 17-2. Offensiven har sprudlet, og den gode nyhed er, at en lang række spillere har bidraget.

Hvis nogen frygtede, at Barca ville få en svær sæsonstart grundet de mange VM-spillere, der vendte sent tilbage, og fordi Lewandowski, Torres og Rashford havde forladt klubben, har frygten vist sig ubegrundet.

Artiklen fortsætter under annoncen


Konklusionen efter de første fire kampe er nemlig, at offensiven fungerer som aldrig før under Hansi Flick. Angrebsspillet er hurtigt, kreativt og omskifteligt, så modstanderne aldrig ved, hvad der venter dem.

Barca truer fra begge kanter med Yamal, Gordon eller Adeyemi, ligesom midtbanen med Pedri, Olmo og Fermín også konstant truer modstandernes mål. Samtidig har Raphinha løst opgaven som 9'er til perfektion med seks mål i de fire kampe, hvilket gør ham til topscorer i La Liga.

Ser man på Barcas 17 mål, er de sat ind af fem forskellige spillere. Efter Raphinha med seks mål følger Yamal og Fermín hver med fire, mens Pedri og Adeyemi har scoret ét hver. Derudover blev der scoret et selvmål i kampen mod Rayo Vallecano.

Topformen har endnu ikke indfundet sig hos alle spillerne efter VM, så det bliver spændende at se, hvad det kan udvikle sig til, når alle er 100 % fit. Også tilgangen af Gabriel Jesus kan bidrage til flere mål.

Det skaber en enorm selvtillid at score så mange mål, og der er gode muligheder for, at det kan fortsætte i de kommende tre kampe, hvor der på papiret venter modstandere, som Barca bør kunne besejre. Det drejer sig om Feyenoord i Champions League samt Levante og Racing Santander i ligaen.

gol11
© Getty Images

.:FORSIDE:.