Barcas nye angrebstrio kan få debut mod Valencia

FCBARCELONA.DK - 09.09.19

Både Lionel Messi og Luis Suárez forventes klar til weekendens kamp på hjemmebane mod Valencia og det betyder, at catalanernes nye frygtindgydende angrebstrio, med Antoine Griezmann som den sidste brik, kan få debut.

I denne sæson har Messi, Suárez og Griezmann endnu ikke spillet på samme tid. Det skyldes, at Lionel Messi pådrog sig en skade i argentinerens første træning efter sommerferien og har siddet ude siden.

Det er derfor kun Suárez og Griezmann, som har fået spilletid sammen indtil videre, mens det i de seneste kampe har været Griezmann på egen hånd, som på grund af uruguayanerens skade har måtte score de catalanske mål.

Men med Suárez og Messi tæt på at være klar igen fra deres skader skal man nu ikke vente længe på, at den nye angrebstrio kan få de første minutter sammen. Både Messi og Suárez forventes klar til lørdagens kamp mod Valencia og selvom de måske ikke starter inde, så er der god chance for, at de bliver skiftet ind i løbet af kampen.

Det bliver spændende at se, hvordan Valverde vælger at spille med Messi, Suárez og Griezmann. De fleste regner med, at det bliver med franskmanden i venstre side af angrebet, med Suárez centralt og Messi i højre side.

.:FORSIDE:.