fbpx

Barcas lønramme er markant forbedret

FCBARCELONA.DK - 03.03.26

 


Barca har de seneste år kæmpet hårdt med økonomien og ikke mindst med at overholde de økonomiske Fair Play-regler. Nu har La Liga offentliggjort lønrammerne fra januars transfervindue, og her er der markant bedring at spore.

La Ligas regler fastlægger, hvor meget en klub maksimalt må bruge på spillerlønninger. Beløbet sættes i forhold til klubbernes indtægter, så man mindsker risikoen for store underskud og konkurser.

I dag har La Liga udsendt beløbene på de lønrammer, der gjaldt, da transfervinduet var åbent i januar. Her ser man, at Barcas limit øges fra 351 mio. euro i sommer til 432 mio. euro. Dette er et markant skridt i den rigtige retning, men ifølge avisen Mundo Deportivo er det endnu ikke helt nok til at opfylde den meget omtalte 1:1-regel.

Artiklen fortsætter under annoncen


1:1 betyder, at man må øge sine lønninger til nye spillere på samme niveau, som man mindsker dem med på spillere, der rejser. De senere år har Barca ikke opfyldt denne regel, og det har gjort det svært at forstærke holdet.

Det er angiveligt klubbens forventning, at man til sommer kan opfylde 1:1-reglen, da indtægterne fra Spotify Camp Nou øges, når kapaciteten meget snart øges til 62.000 tilskuere. Med en opfyldelse af 1:1-reglen vil sportsdirektør Deco have langt bedre muligheder for at forstærke holdet efter Hansi Flicks ønsker.

Det er ikke uventet Real Madrid, der har ligaens største lønramme på 761 mio. euro, mens Atlético Madrid ligger på 336 mio. euro.

gol22F
© Getty Images

// Økonomi
.:FORSIDE:.