fbpx

Barca ventes at opfylde 1:1-reglen denne sommer

Søren Wennerwald - 20.05.26

 


Det varer ikke længe, inden La Liga melder lønloftet ud for samtlige klubber, og her tyder alt efterhånden på, at Barca endelig vender tilbage til den såkaldte 1:1-regel, der tillader klubben at forstærke sig under normale forhold.

I flere sæsoner har Barca været underlagt restriktioner, når det gælder investeringer i nye spillere. La Liga sætter lønloftet i forhold til indtægterne, og her har Barca været hårdt ramt. Værst var det, da de måtte agere under 1:4-reglen, hvilket vil sige, at lønnen til en ny spiller skulle modsvares af en besparelse, der var fire gange så stor.

Artiklen fortsætter under annoncen


Klubben har længe kæmpet for at komme tilbage til normale forhold, og meget tyder nu på, at det sker denne sommer. Det lå mellem linjerne, da Javier Gómez fra La Ligas ledelse i går talte med nogle journalister, uden at han dog bekræftede det direkte.

Senere kom der meldinger om, at La Liga har meddelt Barca, at de nu kan operere under 1:1-reglen, men det er ikke blevet officielt bekræftet endnu.

Der er tre elementer, der bringer Barca tilbage til 1:1-reglen. Først og fremmest vil tilskuerkapaciteten på Spotify Camp Nou blive øget til 105.000 tilskuere, hvilket vil betyde massive indtægter. Samtidig kan klubben sælge VIP-lounger for 70 millioner euro. Sidst, men ikke mindst, sparer Barca nu Lewandowskis høje løn, ligesom der heller ikke længere skal afskrives på hans købesum fra 2022.

Hvis 1:1-reglen kommer i hus, får sportsdirektør Deco nemmere ved at opfylde Hansi Flicks ønsker om forstærkninger, da han ikke på samme måde som de foregående år skal finde større besparelser, hver gang der skal hentes spillere.

laporta22F
© Getty Images

// La Liga
.:FORSIDE:.