Barca tjente 869 mio. kr. på Champions League
FCBARCELONA.DK - 15.01.26
// Champions League
Barcas helt store mål denne sæson er at vinde Champions League, efter at de i sidste sæson nåede til semifinalen. Økonomisk havde det stor betydning at nå langt i turneringen, for klubben inkasserede massive 869 millioner kroner.
Regnskabet er gjort op for Champions League-sæsonen 2024/25, og UEFA har fordelt indtægterne ud fra den fordelingsnøgle, der bruges. Der gives penge for deltagelse, for point og for, hvor langt man når. Derfor er det givet på forhånd, at de hold, der når længst, tjener mest.
Artiklen fortsætter under annoncen
Ifølge avisen Marca tjente Barca samlet set 116,6 mio. euro, svarende til 869 mio. kroner, et beløb der luner gevaldigt i klubkassen. Det viser med al tydelighed, hvor meget det betyder at nå langt i turneringen, udover det rent sportslige aspekt.
Barca plejer at budgettere med at nå til kvartfinalen, så for 2024/25-sæsonen kom der flere penge i kassen, end man havde kalkuleret med.
Denne sæson ser regnskabet indtil videre ikke så godt ud som sidste sæson, hvor man sluttede på 2. pladsen i ligafasen med 19 point. Denne sæson kan Barca maksimalt nå 16 point, hvilket kræver sejre over Slavia Prag og FC København.
Skal Barca derfor overgå sidste sæsons indtægter i Champions League, vil det kræve, at holdet når hele vejen til finalen. Skulle de vinde den, vil det alene indbringe 25 mio. euro i sejrsbonus. I sidste sæson toppede PSG listen med 144,4 mio. euro, svarende til mere end 1 milliard kroner.
© Getty Images