Valverde svigtede Barcas principper mod Betis

FCBARCELONA.DK - 19.03.19

© Getty Images

Da Barca søndag aften mødte Betis, afveg Ernesto Valverde, helt bevidst, væsentligt fra Barcas velkendte principper om en 4-3-3 opstilling og boldbesiddelse. I stedet valgte han at satse på omstillinger.

Da kampen på Benito Vilarmarín blev fløjtet af, stod der 1-4 på måltavlen i Barcas favør. Samtidig viste statistikken, af Betis havde haft bolden i 56% af tiden mod Barcas 44%.

Barca er ellers kendt for ville at have bolden mest, uanset hvem de møder. Vejen til succes går gennem kontrol og boldbesiddelse og det ligger nærmest i klubbens DNA, at det er den måde man spiller på, gennem en 4-3-3 formation.

Mod Betis stillede Barca i en 4-4-2 opstilling, hvor Messi og Suárez var de eneste i front, samt med en ret solid midtbane med Busquets, Rakitic, Vidal og Arthur.

Det var helt bevidst fra Valverdes side, at han lod Betis have initiativet, for det er den måde andalusierne plejer at spille på. Valverde var dog samtidig klar over, at den andalusiske satsning ville give plads til hurtige omstillinger og det var præcist hvad der skete.

Barcas defensiv fungerede nærmest upåklageligt og holdet var konstant klar til hurtigt at slå kontra, når lejligheden bød sig. Det gjorde den flere gange og to af de fire mål opstod på denne måde.

Efter kampen roste Messi Valverde for hans taktiske oplæg, men mange Barca-fans sad samtidig tilbage med en følelse af, at Valverde havde svigtet klubbens principper. At Barca frivilligt stillede sig tilbage og overlod bolden til en modstander for at spille kontrafodbold, ligger langt fra det som klubben står for.

Derfor har Valverdes taktik og dispositioner søndag aften skabt debat blandt medier og fans i Barcelona, noget som Barca-træneren helt sikkert vil blive spurgt til ved førstkommende lejlighed.

.:FORSIDE:.