fbpx

Barca skal undgå et antiklimaks i aften mod Betis

FCBARCELONA.DK - 15.01.25

 


Det blev en perfekt søndag aften for Barca i Jeddah i Saudi Arabien, da Real Madrid overlegent blev besejret med 5-2 i Supercup-finalen. I aften gælder det Real Betis i Copa del Rey og her skal holdet genfinde spændingsniveauet.

Det er en klassisk situation i fodbold, at et hold underpræsterer efter at have spillet en fantastisk kamp og givet alt. Søndag var der desuden en titel på spil og den hjemførte Barca, men nu skal fødderne tilbage på jorden og blikket rettes mod ottendedelsfinalen i Copa del Rey, hvor Real Betis lægger vejen forbi den catalanske hovedstad.

vinterbok25



Ottendedelsfinalen skal afgøres i denne ene kamp, så Real Betis vil give alt for at komme videre i turneringen. De kan finde motivation i, at Barca har tabt deres tre seneste hjemmekampe mod Las Palmas, Leganés og Atlético Madrid. De resultater vidner om stor ustabilitet på eget græs for Hansi Flick og hans spillere.

For Barca handler det modsat om at holde fast i den gejst og det momentum, som sejren i supercuppen har skabt. Spillerne er udmærket klar over, at det sidste de har brug er endnu et antiklimaks foran egne tilhængere hjemme på Estadi Olímpic.

Samtidig vil det være skuffelse af dimensioner at forlade Copa del Rey allerede i ottendedelsfinalen og derfor bør Hansi Flick ikke få de store problemer med, at sætte holdet op til aftenens pokalkamp.

Det er kun lidt mere end en måned siden at Barca sidst mødte Betis. Det skete i La Liga i Andalusien, hvor Betis udlignede til 2-2 i kampens overtid.

Pokalopgøret fløjtes i gang kl. 21.00 i aften og det kan ses på Sport Live.

flick17F
© Imago

// Real Betis // Copa del Rey
.:FORSIDE:.