fbpx

Barca skal sikre videre avancement mod Benfica

Aamer Al-Khatib - 21.01.25

// Champions League // Benfica

Tirsdag aften ruller bolden igen i Champions League, når Barca gæster portugisiske Benfica i en altafgørende kamp for det videre avancement. For begge hold er der meget på spil, og kampen forventes at blive en intens affære.

Med 15 point i Champions League-tabellen ligger Barca på en komfortabel andenplads tre point bag Liverpool og en sejr mod Benfica vil sikre catalanerne direkte kvalifikation til knockout-runden. Hansi Flicks mandskab kommer dog til opgøret med svingende form i den hjemlige liga, hvor de kun har vundet én af deres seneste otte kampe. Det uafgjorte 1-1-resultat mod Getafe i weekenden afslørede igen udfordringer med at bryde kompakte forsvar ned.

Trods fraværet af nøglespillere som Dani Olmo, Marc-André ter Stegen og Iñigo Martínez, forventes Flick at stille med en stærk startopstilling. Den unge Marc Casadó har imponeret som defensiv midtbanespiller og får formentlig igen chancen centralt sammen med Pedri og Gavi. Alejandro Balde og Jules Koundé forventes at forsvare kanterne, mens Robert Lewandowski fører angrebet sammen med Raphina og Lamine Yamal.

Artiklen fortsætter under annoncen
 
 


Benfica går ind til kampen med selvtillid efter en stærk periode, hvor de ikke har tabt i deres seneste fire kampe, herunder en overbevisende 4-0-sejr over Famalicão i Primeira Liga i weekenden. Portugiserne ligger på en 15.-plads i Champions League-tabellen, men blot tre point adskiller dem fra top 8, hvilket gør en sejr mod Barca afgørende for deres chancer for at kvalificere sig direkte videre i den storslåede turnering.

Med profiler som Kerem Aktürkoğlu og Vangelis Pavlidis i offensiven har Benfica kapaciteten til at skabe problemer for det catalanske forsvar. Dog er der usikkerhed om Ángel Di María, som måske må nøjes med en plads på bænken grundet skadeproblemer.

Barca har historisk set haft overtaget mod Benfica, men portugiserne har tidligere vist, at de kan drille de catalanske giganter senest med en 3-0-sejr i gruppespillet i 2021/22-sæsonen.

Alt tyder dermed på en tæt og taktisk kamp. Barca har vist styrke i Europa denne sæson, men Benfica har momentum og vil forsøge at udnytte enhver lejlighed på at udnytte deres skarphed på kontraangreb.

Kampen fløjtes i gang klokken 21.00.

.:FORSIDE:.