Barca rejser til Eibar allerede torsdag

FCBARCELONA.DK - 16.10.19

Den anspændte situation i Catalonien får nu Ernesto Valverde til at ændre sine planer op til lørdagens udekamp mod Eibar. Han vælger at tage afsted allerede torsdag og tilbringe en ekstra dag i Baskerlandet.

Barca møder Eibar kl. 13 på lørdag og under normale omstændigheder ville holdet træne en sidste gang fredag eftermiddag og tage afsted samme aften for at overnatte i byen, så spillerne er udhvilede til opgøret.

Valverde frygter dog, at holdets rejse kan blive forsinket på grund af den uro der hersker i Catalonien, hvor der blandt andet har været masser af demonstranter i lufthavnen, hvilket har ført til massive forsinkelser og aflysninger.

For at være på den sikre side rejser holdet derfor til Baskerlandet allerede torsdag aften, så der er plads til eventuelle forsinkelser. Det er stadig planen at flyve, men viser det sig umuligt, holder Barca-bussen angiveligt klar til at køre de lidt mere end 600 km. nordpå.

Holdet træner i morgen torsdag kl. 16.30 hjemme i Ciutat Esportiva, hvorefter Valverde udtager sin trup. Om aftenen er der så afgang mod El Prat lufthavnen, hvis alt går efter planen.

Spillerne kommer således til at tilbringe hele fredagen i Baskerlandet, hvor de indlogerer sig på et hotel i Bilbao. Der arbejdes på at finde en bane hvor der kan trænes fredag og et bud kan være hos Deportivo Alavés, men det er ikke blevet bekræftet.

De ændrede planer viser med al tydelighed, at situationen i Catalonien har vidtrækkende konsekvenser.

.:FORSIDE:.