fbpx

Barca planlægger igen sæsonstart i USA til sommer

Simon Arun Vrábel - 07.02.24

// USA

Allerede nu er der angiveligt iværksat planer om en ny pre-season i USA, hvor det primære formål er at skabe indtægter ved at spille en træningskamp imod Juventus, samt endnu en Clásico imod Real Madrid.

Selvom Barca har fans overalt i verden, så har man i de seneste år foretrukket at tage til USA i sæsonstarten, hvor især El Clásico imod Real Madrid har skabt så store indtægter, at man allerede nu planlægger en ny tur til sommer.

Artiklen fortsætter under billedet
FCBSHOP art


Den primære udfordring, og årsagen til, at planlægningen allerede er begyndt, er at der spilles EM i perioden fra midt juni til midt juli. Derudover spilles der Copa America, og det betyder, at der skal foretages en vis kalendergymnastik ikke kun for Barca, men også for holdets modstandere, for at få enderne til at mødes.

Det er avisen Mundo Deportivo som fortæller, at man igen i år ønsker at have en fast base i USA, hvorfra man rejser til de forskellige byer og spiller kampe. Sidste sommer var den lokation Los Angeles, og angiveligt undersøger man muligheden for at besøge Inter Miami, som har flere tidligere Barca-stjerner på holdkortet.

Den amerikanske liga vil dog allerede være i gang, når Barca planlægger at afholde sin USA-tour, og derfor overvejer man angiveligt alternative destinationer som New York og Orlando. I sidste ende afhænger det meste dog af, hvem catalanerne kan møde og hvornår, samt hvilke stadions der er mulighed for at spille på.



.:FORSIDE:.