fbpx

Barca og Liverpool meldes i kapløb om Van de Ven

Markus Johannessen - 19.06.26

// Micky van de Ven

Micky van de Ven er fortsat et af de varmeste navne på markedet for forsvarsspillere. Den 25-årige centerback har tidligere været nævnt på Barcas radar, og nu meldes det, at catalanerne vil gøre alvor ud af interessen.

Tottenham-stopperen betragtes som en af de mest attraktive venstrebenede midterforsvarere i europæisk fodbold. Specielt efter han har etableret sig som en af de få spillere, der er sluppet med æren i behold efter en turbulent sæson for London-klubben.

Artiklen fortsætter under billedet
FCBSHOP art


Barca er som bekendt på udkig efter en venstrebenet centerback, og efter at Bastoni-handlen så småt er ved at være opgivet, tyder det nu på, at catalanerne vil gå all-in på den hollandske landsholdsspiller. Det bliver dog ikke uden konkurrence.

Ifølge den catalanske avis Sport og den hollandske avis De Telegraaf har både Barca og Liverpool intensiveret deres interesse for Micky van de Ven. Begge klubber følger angiveligt udviklingen omkring hans kontraktsituation tæt.

Tottenham har i flere måneder forsøgt at forlænge og forbedre Van de Vens nuværende aftale, men forhandlingerne skulle ifølge flere kilder være gået i stå. Parterne siges fortsat at være langt fra hinanden, og netop dette kan blive afgørende for hans fremtid.

Hvis der ikke opnås enighed, kan den 25-årige hollænder angiveligt presse på for et skifte, hvilket kan få Tottenham til at åbne døren for et salg denne sommer, og meget tyder på, at det er den vej, Van de Ven ønsker at gå.

På trods af interessen fra både Barca og Liverpool samt de vedvarende rygter om et muligt skifte har Tottenham dog endnu ikke fastsat en officiel pris på Micky van de Ven, men ifølge catalanske og hollandske medier ser dette ud til at kunne ende i en reel budkrig mellem blaugrana- og Merseyside-klubben.


© Getty Images

.:FORSIDE:.