fbpx
Annonce

Barca modtog rapport om Setiéns træneradfærd

Christoffer Alexander Dela-Westerberg - 17.01.20

// Setien

Selvom Quique Setién ikke var Barcas ubetingede førstevalg til at overtage trænerposten, virker beslutningen ikke helt tilfældig. I sidste sæson modtog Barca angiveligt en udførlig rapport over trænerens adfærd.

Navne som Xavi Hernández og Ronald Koeman lader til at have figureret højere på Barcas ønskeseddel over mulige kandidater til at overtage trænersædet fra Ernesto Valverde. Men ikke desto mindre var beslutningen om at hyre Quique Setién langt fra så improviseret, som det måske så ud til ved første øjekast.

Ifølge Marca skal man helt tilbage til sidste sæson, hvor Real Betis og Barcelona holdt flere interne møder med den daværende Betis-træners navn på agendaen. Allerede
her klargjorde Barca-ledelsen, at Setién ville være blandt deres favoritkandidater til at erstatte Valverde, hvis et trænerskifte skulle komme på tale.

Setiéns attraktive spillestil og store beundring af 'Barca-filosofien', med konstante referencer til Johan Cruyff og Pep Guardiola ved diverse pressekonferencer og interviews, vakte stor begejstring hos Barcelona-ledelsen. Man kontaktede efter sigenede derfor Real Betis for at få større indsigt i Setiéns personlige såvel som professionelle adfærd.

Takket være det gode indbyrdes forhold de to klubber i mellem, udarbejdede Betis en udførlig rapport over Quique Setién. Her kom man blandt ind på trænerens arbejdsmetoder, hans håndtering af omklædningsrummet samt hans personlige forhold til ledelsen, medarbejderne og spillerne. Disse informationer blev i sidste ende afgørende for, at Barca fastholdt deres interesse i træneren.

I slutningen af sidste sæson forlod Setién Real Betis af ikke-sportslige årsager. Hans forhold til tilhængerne var på daværende tidspunkt ikke i top, og han tegnede sig for flere kontroversielle kommentarer ved diverse pressekonferencer. Den nybagte Barca-træner står derfor nu med tre hovedudfordringer: At få sit hold til at spille attraktiv fodbold, at vinde kampe og trofæer og sidst, men ikke mindst, at undgå ballade, når han er i dialog med pressen.

.:FORSIDE:.