Barca møder et Valencia-hold med stor selvtillid

FCBARCELONA.DK - 25.05.19

© Getty Images

Mens man stadig hænger med hovedet i Barcelona efter skuffelsen i Champions League, er humøret helt anderledes højt hos Valencia, der har haft en glimrende sæson. Det kan blive afgørende i aftenens pokalfinale

Valencia indledte sæsonen lidt tøvende med en masse uafgjorte kampe i ligaen, men de blev hele tiden bedre og en flot slutspurt gav dem en 4. plads i tabellen og dermed kvalifikation til næste sæsons Champions League. Den præstation er blevet fejret som et mesterskab blandt de ellers hårdt prøvet tilhængere.

Dertil kommer en flot præstation i Europa League, hvor holdet nåede helt frem til semifinalen. Her blev valencianerne sendt ud af Arsenal, der vandt begge opgør.

Valencias flotte sæson sluttes af med en plads i pokalfinalen, hvor Barca i aften er modstanderen.

Det er derfor et hold med gejst og selvtillid der i aften løber ind på Estadio Benito Villamarín. Troen på at de kan hente klubbens første titel i 11 år er stor og samtidig er det håbet at kunne fejre klubbens 100 års jubilæum med en pokalsejr.

Humøret i Barcas trup er helt anderledes, for her er man stadig præget af den ydmygende exit mod Liverpool i Champions League. Her vil en sejr i Copa del Rey kun være et lille plaster på såret.

Netop motivationen og humøret kan meget vel vise sig at blive den afgørende faktor, når sæsonens sidste trofæ skal finde sin ejer i aften.

.:FORSIDE:.