fbpx

Barca møder et formstærkt Borussia Dortmund

Aamer Al-Khatib - 10.12.24

// Champions League // Dortmund

Barca drager til Dortmund onsdag aften i en direkte duel om Champions League-toppen, da begge hold har 12 point. Tyskerne har vist sig formstærke i Europa, og derfor skal Barca jagte en stærk præstation mod den gule mur.

Onsdag aften venter et opgør mellem to af Europas mest formstærke mandskaber, når Barca gæster Borussia Dortmund på Signal Iduna Park i en kamp, der kan få afgørende betydning for Champions League-gruppens udfald. Begge hold står således med 12 point efter fem kampe, og begge mandskaber kæmper nu om at sikre sig en plads direkte videre til ottendedelsfinalerne uden at skulle i playoff-runderne.

Dortmund har leveret en stærk europæisk kampagne under træner Nuri Şahin. Med fire sejre i fem kampe er tyskerne ubesejrede på hjemmebane i 13 kampe på tværs af alle turneringer. Offensivt er Jamie Gittens, Serhou Guirassy og Maximilian Beier i topform, og især Gittens har imponeret med ni mål og fire assists i denne sæson, herunder fire scoringer i Champions League. Men tyskerne må muligvis undvære Niklas Süle og Waldemar Anton i forsvaret, hvilket Barcas angreb skal forsøge at drage fordel af. 

vinterbok25



På den anden side står Hansi Flicks Barca, der trods svingende ligaform på det seneste fortsat er et af Europas mest frygtede hold i Champions League-regi. Med Robert Lewandowski som spydspids har catalanerne scoret 50 mål i den hjemlige liga og leveret afgørende sejre i Champions League, herunder den mest markante 4-1-triumf over Bayern München og senest en 3-0 sejr over Brest. Lewandowski, der tidligere har haft stor succes i Dortmund-trøjen, er som altid en nøglespiller, men der skal andre boller på suppen efter den seneste 2-2-skuffelse mod Real Betis i weekenden. Akurrat som Barca spillede Dortmund ligeledes uafgjort i weekenden mod Borussia Mönchengladbach, der endte 1-1.

Samtidig viser statistikkerne, at Dortmund historisk ikke har haft held med at besejre Barca (to uafgjorte og to nederlag), men hjemmebanen og den nuværende form kan måske give dem et tiltrængt løft. Samtidig vil Flicks erfaring og Lewandowskis målfarlighed være afgørende for, om Barca kan fortsætte deres march mod knockoutfasen.

Opgøret bliver derfor uden tvivl en taktisk affære, hvor Dortmunds eksplosive angreb skal bryde gennem Barcas rutinerede og høje bagkæde, mens catalanerne vil forsøge at udnytte ethvert hul i værternes skadesramte defensiv. Med begge hold i kampform og med alt at spille for, kan onsdagens kamp blive en af Champions League-sæsonens mest intense og afgørende dueller.

Kampen mod Dortmund fløjtes i gang kl. 21.00, og den vises på TV3+.

.:FORSIDE:.