fbpx

Barca meldes tæt på stort økonomisk boost

Peter Vyff - 21.06.25

 


Det er ingen hemmelighed, at økonomien fortsat er en stor udfordring hos Barca. Catalanerne meldes dog tæt på at sikre sig en kærkommen investering, der kan forbedre klubbens finansielle situation markant.

Ledelsen kan angiveligt se frem til snart at få løst måneders økonomisk usikkerhed ovenpå salget af klubbens medieselskab Barca Vision. Catalanerne solgte i sin tid 10% af forretningen til kapitalfonden, Libero Football Finance, for 60 mio. euro, men på nuværende tidspunkt har man fortsat kun modtaget 20 mio. euro. 

Det har skabt et hul i Barcas budget, som ledelsen har arbejdet længe på at få udfyldt, blandt andet ved at finde nye investorer. Men ifølge avisen Mundo Deportivo, skulle Libero nu have besluttet sig for at betale de resterende 40 mio. euro. 

Artiklen fortsætter under annoncen
 
 


Det skyldes angiveligt, at Barca var tæt på at underskrive en aftale med en ny investor, hvilket i sidste ende gjorde Libero bange for at miste deres position i Barca Vision. Det tyske investeringsfirma skulle allerede have sendt betalingen igennem, hvilket betyder, at ledelsen nu står med langt bedre kort på hånden. 

Investeringen får stor betydning for Barca, der angiveligt bliver i stand til at operere under de gældende Financial Fair Play-regler. Det betyder, at alle indtægter kan geninvesteres i holdet og bruges på nyindkøb og i kontraktforhandlinger. 

Nyheden kunne ikke være kommet på et bedre tidspunkt, da ledelsen i øjeblikket befinder sig i nogle vanskelige forhandlinger om købet af Nico Williams fra Athletic Club. Catalanernes økonomiske boost giver dem således langt mere fleksibilitet og styrke ved forhandlingsbordet. 

Alt er dog for nu stadig spekulationer, men så snart betalingen er gået endeligt igennem, vil ledelsen med stor sandsynlighed udtale sig til pressen. Libero-sagen ser forhåbentlig snart ud til endelig at have fået sin afslutning.

laporta19F
© Getty Images

// Økonomi
.:FORSIDE:.